Militærekspert om angreb: Iran har gjort alt for at undgå nyt modsvar fra USA

De drager nok et lettelsens suk i USA lige nu, siger lektor.

Drabet på den iranske topgeneral Qassem Soleimani har skabt store frustrationer i store dele af den mellemøstlige region. I nat dansk tid angreb Iran militærbaser i Irak. (Foto: Haidar Hamdani © Scanpix)

Med missilangrebene på to militærbaser i Irak har iranerne gjort alt, hvad der står i deres magt for at undgå et militært modsvar fra USA.

Sådan lyder analysen fra Peter Viggo Jakobsen, der er lektor på Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, efter at koalitionsbaserne Ain Al-Asad og Irbil i Irak blev ramt af op mod 15 iranske missiler i nat dansk tid.

- Det her angreb er meget mindre, end jeg egentlig havde regnet med. Iranerne kan sige, at nu har de fået hævn, samtidig med at de har reageret så minimalistisk, som de overhovedet kunne, siger Peter Viggo Jakobsen:

- Iranerne ønsker ikke en yderligere eskalering og er bange for, hvad amerikanerne kan finde på, siger Peter Viggo Jakobsen.

Herunder kan du se billeder fra iransk stats-tv af nattens angreb:

Det amerikanske drab på den iranske topgeneral Qassem Soleimani har ellers skabt frygt for en eskalerende konflikt mellem USA og Iran og potentielt en storkrig i den mellemøstlige region.

USA's præsident, Donald Trump, advarede i weekenden om, at amerikanerne havde udset sig 52 iranske angrebsmål, hvis Iran gjorde alvor af trusler om at gengælde drabet på den iranske topgeneral Qassem Soleimani.

Meget tyder på, at nattens iranske missilangreb ikke har fået amerikanerne til at iværksætte et modangreb. På Twitter skriver Donald Trump i hvert fald, at "alt er godt".

Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, skriver også på Twitter, at de iranske missilangreb på baserne i Irak skal opfattes, som at "reaktionen på Soleimanis død er gennemført og afsluttet".

Iransk tv: 80 døde amerikanere

Hvis det står til troende, vil de drage et lettelsens suk i USA, vurderer Peter Viggo Jakobsen.

- Amerikanerne har jo ikke vidst, hvor hårdt iranerne ville slå tilbage. Hvis det bliver ved det her, så er det nok bedre end amerikanernes best case scenario, siger lektoren.

På iransk statsligt tv kører der lige nu en historie om, at missilangrebene har kostet 80 amerikanske soldater livet. Men det er med al sandsynlighed ikke korrekt og skal kun vise den iranske befolkning, at Iran har fået hævn over USA, vurderer Peter Viggo Jakobsen.

Al Asad Airbase ligger cirka 200 kilometer fra Bagdad.
Al Asad Airbase ligger cirka 200 kilometer fra Bagdad.

- Når iranerne melder ud, at der er 80 døde, hvilket intet tyder på, handler det om, at man vil sige til den iranske befolkning, at nu har man fået hævn, og derfor behøver man ikke gøre mere.

- Der er sågar forlydender om, at iranerne advarede amerikanerne på forhånd om, at de her baser ville blive ramt. Iranerne siger, at de har fået hævn, samtidig med at de har reageret så minimalistisk, som de overhovedet kunne, siger han.

Iranerne har ellers lovet bål og brand i de seneste dage, hvor landet har gennemført flere begravelsesceremonier for den dræbte Qassem Soleimani.

- Der er simpelthen ingen sammenhæng mellem den iranske retorik og de handlinger, de så har udført. Så vi må håbe, at det stopper her. Og det tror jeg, at der er god sandsynlighed for, for amerikanerne ønsker heller ikke nogen eskalering, siger Peter Viggo Jakobsen.

Forsker: Iran bør stoppe angreb

Selvom de seneste dages konflikt muligvis er ved at ebbe ud, så er de grundlæggende stridigheder mellem USA og Iran intakte, lyder det fra lektoren.

- Amerikanerne vil have iranerne til at begrænse deres indflydelse i regionen, iranerne ønsker at øge den. Episoden her er måske slut, men konflikten, der førte til den, er lige så anspændt, som den har været længe, siger Peter Viggo Jakobsen.

Han vurderer, at Iran nu gør klogt i at holde sig fra militære udskejelser rettet mod USA, hvis landet skal lykkes med at øge indflydelsen i den mellemøstlige region.

- Hvis iranerne er kloge nu, holder de op med at angribe amerikanerne direkte. Så bruger de al deres energi og indflydelse i regionen på at øge deres politiske indflydelse uden at bruge militær magt.

- Det klogeste, de kan gøre, er at bruge al fordømmelsen og frustrationen, som angrebet på topgeneralen har skabt i Irak, til at få smidt USA ud af Irak, siger Peter Viggo Jakobsen, der tager forbehold for, at konflikten fortsat kan eskalere:

- Der er mange iransk-støttede militser rundt omkring i hele regionen. Og det kan godt være, at de gør noget, som måske ikke er helt efter den iranske drejebog, siger han.

Ifølge Forsvaret er ingen danske soldater kommet til skade i angrebet på militærbasen i Irak, der ligger godt 200 kilometer nordvest for Bagdad.