Tema Magtkampen i Zimbabwe

Militæret afviser rygter om kupforsøg i Zimbabwe under tale

Militæret i Zimbabwe afviser rygter om, at der er et kupforsøg i gang mod præsident Mugabe, skriver AP.

Der er intense rygter om et muligt kupforsøg i Zimbabwe. Men det afviser en talsperson fra militæret på statsligt tv - som er blevet overtaget af soldater. (Foto: AARON UFUMELI © Scanpix)

Der er intet kupforsøg i gang i Zimbabwe, lyder det fra landets militær.

Det siger talspersoner i en tv-transmitteret meddelelse på den statslige tv-kanal ZBC, som militæret overtog tidligere onsdag.

- Det her er ikke en militær overtagelse af regeringen. Vi ønsker at forsikre nationen om, at Hans Excellence og hans familie er i sikkerhed, siger en general ifølge nyhedsbureauet AFP.

Magtkampen i Zimbabwe

Den zimbabwiske præsident, Robert Mugabe, er sammen med sin hustru Grace Mugabe, sat i husarrest af militæret, der har kørt kampvogne ind i Harare, og overtaget magten i hovedstaden. Det sker efter, Mugabe mandag 7.november fyrede landets vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, og dermed gjorde Grace Mugabe til sin mulige efterfølger.

Gå til tema

- Vi er kun ude efter kriminelle rundt om ham (præsident Robert Mugabe, red.), som begår forbrydelser, der medfører sociale og økonomiske lidelser. Så snart vores mission er fuldført, vil alt blive normalt, siger militæret ifølge AP.

Ifølge AFP lød der en time inden talen skud tæt ved præsident Robert Mugabes hus i landets hovedstad, Harare.

Tidligere er der hørt mindst tre eksplosioner i byen, skriver nyhedsbureauet AP.

Militære køretøjer er massivt til stede i gaderne, efter at hærens øverste leder, Constantino Chiwenga, har truet med at "træde til" for at neddysse de politiske spændinger i landet.

Både Reuters og AP beskriver episoderne som et tegn på, at et kupforsøg kan være i gang.

Præsident Robert Mugabes regerende parti beskyldte tirsdag hærchefen for "landsforræderisk adfærd".

Det skete, efter at Chiwenga mandag blandede sig i Mugabes fyring af sin vicepræsident.

Militæret har i årtier været en af nøglerne til Mugabes greb om magten, skriver nyhedsbureauet Reuters. Den 93-årige præsident har været leder i Zimbabwe siden 1980.

Ambassadeansatte bedt om at blive hjemme
Den amerikanske ambassade i Zimbabwe har ifølge Reuters bedt sine ansatte om at blive hjemme onsdag

Ambassaden skriver på sin hjemmeside, at den vil være lukket onsdag. Alle amerikanere opfordres til at holde sig fra offentligt rum. Det skal de gøre, indtil der er flere informationer om, hvad der foregår.

Samme besked lyder fra den britiske ambassade.

Ballade efter fyring af kronprins
Robert Mugabe fyrede i sidste uge sin vicepræsident, Emmerson Mnangagwa. Præsidenten anklagede ham for at forsøge at tage magten i landet.

Han sagde blandt andet, at Mnangagwa gennem trolddom ville afsætte ham.

Mnangagwa havde militærets støtte, og han blev tidligere set som en oplagt efterfølger til Mugabe. Nu er han flygtet fra landet.

Mere end 100 af Mnangagwas støtter er siden blevet straffet.

/ritzau/