Militæret går ombord på kapret fragtskib

Maltas militær har overtaget kontrollen med et fragtskib, der var blevet kapret af migranter i Middelhavet.

Maltas militær er gået ombord på det fragtskib, der er blevet kapret af migranter.

Skibet med migranter og besætning bliver nu eskorteret til land, oplyser Maltas informationsministerium ifølge maltesiske medier.

En militær talsmand oplyser ifølge Malta Today, at man fik kontakt til skibet, inden det nåede Maltas farvande. Her oplyste kaptajnen, at han ikke selv havde kontrol med skibet, og at han og hans besætning blev tvunget og truet af flere migranter til at føre skibet El Hibru 1 videre til Malta.

Det hele skete, efter at migranterne blev samlet op af skibet ud for Libyens kyst. Da det gik op for migranterne, at de ville blive sejlet tilbage til Tripoli, tog de angiveligt magten over skibet og tvang det nordpå mod Europa.

Minister: De er pirater

Flere flådefartøjer og en helikopter er sat ind i omkring skibet.

Ifølge Maltas væbnede styrker sejler skibet under tyrkisk flag, og der er flere tyrkiske besætningsmedlemmer ombord. Deres tilstand er ukendt.

Det vides ikke præcist, hvor mange migranter der er ombord på skibet. Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, har udtalt, at der var 120 ombord, mens maltesiske myndigheder oplyser, at der 108 migranter.

Salvini har udtalt sig om sagen, fordi der tidligere var tvivl om, hvorvidt det kaprede skib var på vej til den italienske ø Lampedusa.

- De er pirater, og de vil aldrig komme ind i landet, har ministeren sagt.

Facebook
Twitter