Miljøorganisation: Stillehavets flydende skraldeø er større end frygtet

Ekspedition har med fly kortlagt stor koncentration af flydende affald.

Organisationen The Ocean Cleanup har overfløjet Stillehavet med et ombygget fragtfly. (Foto: Ocean Cleanup © Ocean Cleanup)

Kasserede fiskenet, tomme tønder og andet plastikaffald flyder tættere end hidtil antaget rundt i Stillehavet. Det konkluderer organisationen The Ocean Cleanup, der har overfløjet området i et forsøg på for første gang fra luften at kortlægge den berygtede skraldeø.

- Når vi åbnede døren, så vi affald over alt. Hvert halve sekund flød der noget forbi. Vi måtte bare tage fotos, det var ikke muligt at registrere det hele, fortæller organisationens stifter, Boyan Slat, til The Guardian.

- Det var bizart at se så meget affald, i hvad der skulle være jomfrueligt hav, siger han.

I et ombygget C-130 Hercules-fly har forskere fra The Ocean Cleanup overfløjet Stillehavet mellem Californien og Hawaii for at kortlægge 'skraldeøen' - det område på omkring 1 million kvadratkilometer, hvor koncentrationen af havaffald er ekstra stor.

V-formet løsning

Den hollandske opfinder Boyan Slat står bag en gigantisk V-formet flydespærre, der skal kunne flyde rundt på verdenshavene og samle de flydende affald sammen. Til næste år skal en prototype af flydespærren testes.

Et international hold af forskere anslog i 2014, at der flyder omkring 269.000 tons affald rundt i klodens have. Affald, der både er en trussel for skibstrafikken og havmiljøet.

Sidste år sendte The Ocean Cleanup 30 skibe over Stillehavet for at undersøge problemet og fiske plastikstykkerne op. Men den nye overflyvning viser, at der også er mange stykker på op til en halv meter i længde.

Middelstort plastikstykke flyder i Stillehavet. Foto: The Ocean Cleanup. (Foto: Ocean Cleanup © Ocean Cleanup)
Facebook
Twitter