Milliardærer deler ud af deres formuer

40 amerikanske mangemilliardærer har valgt at følge Warren Buffett og Bill Gates' eksempel og give halvdelen af deres milliardformue til velgørenhed.

De to milliardærer, Warren Buffett og Bill Gates, står bag opfordringen om at dele ud af formuerne til velgørenhed. (© Scanpix)

40 amerikanske milliardærer er gået med til at give halvdelen af deres formue til velgørende formål. Det oplyser organisationen The Giving Pledge.

Beslutningen kommer i kølvandet af, at de to amerikanske mangemilliardærer Warren Buffett og Bill Gates i juni indledte en kampagne for at få milliardærer til at dele ud af deres penge.

Halvdelen til vegørenhed

Blandt de milliardærer, der har valgt at følge opfordringen, er New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, underholdningsmogulen Barry Diller, medstifteren af Oracle Larry Ellison, energimagnaten T. Boone Pickens, grundlæggeren af CNN, Ted Turner, samt David Rockefeller og investoren Ronald Perelman.

Buffett, der er investor, og Gates, der er grundlægger af Microsoft, har appelleret til hundredvis af amerikanske milliardærer om at bruge halvdelen af deres formuer på velgørenhed.

Buffett og Gates har navngivet deres kampagne The Giving Pledge - Løftet om et Bidrag. I opfordringen hedder det, at de meget rige amerikanere i løbet af deres levetid eller efter deres død lader halvdelen af deres penge gå til bistand og godgørende formål.

Projekter i fattige lande

Warren Buffett, der er en af USA's mest kendte rigmænd, siger på sin hjemmeside, at han "ikke kunne være lykkeligere" over sin beslutning i 2006 at give 99 procent af sin personlige formue til Bill og Melinda Gates' bistandsfond og en række hjælpeorganisationer.

- Nu beder Bill og Melinda Gates og jeg hundredvis af rige amerikanere om at bidrage med mindst 50 procent af deres formue til velgørenhed, hedder det videre på hans hjemmeside.

Bill Gates og hans kone, Melinda, har givet 28 milliarder dollar (170 milliarder kroner) til deres egen udviklingsfond. Den har støttet store projekter i fattige lande, blandt andet malariabekæmpelse og sociale projekter i USA.

Facebook
Twitter