Millioner af amerikanere risikerer at blive sat gaden

40 millioner amerikanere risikerer at blive sat på gaden i løbet af de kommende måneder, vurderer institut.

Over 30 procent af lejere i USA har ingen eller kun lidt tro på, at de kan betale deres husleje i næste måned. (Arkivfoto) (Foto: LEAH MILLIS © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Aktivister og nødhjælpsorganisationer i USA forbereder sig i disse dage på en monumental bølge af udsættelser på tværs af landet, idet coronakrisen har efterladt millioner af mennesker i fare for at blive hjemløse.

Den høje arbejdsløshed i verdens største økonomi har gjort det svært for mange amerikanere at betale husleje.

Samtidig er håbet i form af nye hjælpepakker fra Washington D.C. næsten forsvundet, eftersom forhandlingerne i Kongressen står stille for tiden.

Hver tredje frygter for huslejen

Den internationale ngo The Aspen Institute vurderer, at op mod 40 millioner mennesker i USA kan være i fare for at blive sat på gaden i løbet af de kommende måneder. Det kan i så fald føre til "destabilisering af samfund" på tværs af landet.

Officielle tal viser, at over 30 procent af lejere i USA ikke har nogen eller kun har lav tiltro til, at de kan betale deres husleje i næste måned.

Mariatou Diallo, som ikke er i stand til at betale sin husleje, holder et skilt med krav om husleje-stop ved en demonstration i Bronx i New York. (Foto: ANGELA WEISS © Scanpix)

'Ekstremt bekymret'

Boligkrisen har "allerede udviklet sig til en tsunami", fortæller Bambie Hayes-Brown fra Georgia Advancing Communities Together, der er en koalition af ngo'er, der arbejder med almene boliger og samfundsudvikling.

- Vi fik finansiel støtte fra United Way (paraplyorganisation for velgørenhedsorganisationer, red.), og vi brugte den så hurtigt. Vi er simpelthen bare overbebyrdet, siger hun.

Mariatou Diallo bor i New York og har ikke betalt sin husleje siden marts, da der ikke var mere arbejde til hende. Fremtiden skræmmer hende.

- Lige nu er jeg ekstremt bekymret. Jeg har et barn på otte år, og hvis jeg bliver sat på gaden, så ved jeg ikke, hvad jeg gør, siger hun under en demonstration for huslejenedsættelse i New York-bydelen Bronx.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter