Millioner evakueret: Kretz venter på "en gigantisk snurrebasse"

DR Nyheders USA-korrespondent fortæller, at vinden er taget til på den amerikanske østkyst.

På den amerikanske østkyst er orkanen Florence begyndt at kunne mærkes. (Foto: Chip SOmodevilla © Scanpix)

I løbet af i nat og i morgen dansk tid vil orkanen Florence gå i land på den amerikanske sydøst-kyst.

Mere end 1,7 millioner personer er i alt beordret evakueret fra kystområderne i delstaterne Virginia samt North og South Carolina.

NHC, der er USAs metrologiske myndighed, siger til Reuters, at man ikke venter, at vinden vil aftage, førend orkanens øje rammer kysten. Derefter kan den aftage en smule i styrke, mens den bevæger sig ind i landet.

DR Nyheders USA-korrespondent, Steffen Kretz, er i kystbyen Wilmington i North Carolina. Han fortæller, at man allerede nu kan mærke, at vinden er taget til.

- De yderste ringe af den her gigantiske snurrebasse kan mærkes her på østkysten. Det blæser kraftigt, og regnen er på vej. Selve orkanens øje ligger omkring 22 kilometer ude i havet, så det værste er stadig i vente, siger Steffen Kretz.

Florence, der tidligere har været vurderet som en kategori 4-orkan, er torsdag morgen nedskaleret til en kategori 2-orkan. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Vindstyrken er aftaget fra 225 til 175 kilometer i timen.

- Det betyder, at vindhastighederne er mindre. Men det betyder ikke, at den stormflod, som orkanen fører med sig er mindre end beregnet, siger Steffen Kretz og fortsætter:

- Det man frygter mest er vand. Havniveauet ventes at stige med én til fire meter og oversvømme de lavtliggende kystområder, og der ventes kolossale mængder regn. Der kan falde op til en meter.

Puerto Rico ramt sidste år

Mens amerikanerne venter på, at orkanen Florence går i land, diskuterer politikere dødstallet fra orkanen Maria, der ramte Puerto Rico sidste år.

Puerto Rico er et selvstyrende territorium med særlig tilknytning til USA.

Dødstallet er et estimat, fremskrevet af forskere fra The George Washington University, som blev offentliggjort i sidste måned. Forskerne tager udgangspunkt i, hvor meget befolkningen er mindsket over en periode på seks måneder efter orkanen. Herefter fraregner de folk, der er døde af naturlige årsager, og folk der er fraflyttet landet.

Konklusionen er, at 3.000 mennesker er døde. Det oprindelige, officielle dødstal var 64.

I et opslag på Twitter skriver præsident Donald Trump, at han ikke tror på dødstallet fra Puerto Rico oven på orkanen Maria. Ifølge præsidenten er tallet blevet kunstigt forhøjet for at få ham til se skidt ud, skriver han.

Puerto Ricos guvernør Ricky Rosselló har sagt, at han mener, at dødstallet, som forskerne kommer frem til, er korrekt. Også talsmand for kongressen, republikaneren Paul Ryan, siger ifølge Reuters, at der ikke er nogen grund til at diskutere dødstallet, som forskerne kom frem til.

Derfor har orkanen Florence fået ekstra stor bevågenhed, også fra Det Hvide Hus. Donald Trump sagde forleden, at den føderale regering ikke ville spare nogen omkostninger i at reagere på den sandsynlige skade fra Florence.

- Hvad end det kræver, vil vi gøre det, sagde præsidenten til Reuters.

Facebook
Twitter