Millioner marcherer for fred i Paris: Terroristerne har ikke vundet

Paris' gader var pakket med over en million mennesker, der med råb og bannere viste deres støtte til ofrene for terrorangrebene mod Frankrig.

Marchen startede ved Place de la Republique, hvor folkemængden tætpakket begyndte at bevæge sig på Place de la Nationale. (Foto: BERTRAND GUAY © Scanpix)

Over hele Frankrig er mere end 2,5 millioner mennesker netop nu på gaden for at vise deres støtte til ofrene for den seneste uges terrorangreb.

Alene i Paris er mere end 1,5 milllioner mennesker i fredsmarchen, melder arrangørerne, og en million i resten af Frankrig.

Mange har behov for at vise sammenhold og modstand mod terroristernes forsøg på at lamme befolkningen af frygt.

- Jeg er her for at vise terroristerne, at de ikke har vundet, siger 34-årige Zakaria Moumni med et fransk flag svøbt om sig til nyhedsbureauet Reuters.

Arm i arm for ytringsfriheden

I marchen for fred og ytringsfrihed, som er uden sidestykke i Frankrigs historie, gik op mod 60 af verdens statsledere arm i arm.

Som de marcherede gennem gaderne i Paris brød mere 1,5 millioner deltagere ud i spontane råb og klapsalver.

- Liberté, Charlie, Liberté, Charlie, rungede det mellem de gamle bygninger.

En hyldest til ytringsfriheden og satirebladet Charlie Hebdo, hvor 12 personer blev dræbt af brødrende Kouachi onsdag, som hævn for at tegne profeten Muhammed.

Thorning til Frankrig: Vi er med jer

Flere tårer løb ned af kinderne, da Hollande før demonstrationen omfavnede familie og venner til de 17 ofre for de tre dages terrorangreb, der har efterladt Frankrig i chok.

De efterladte går forrest med hinanden i hænderne.

Medarbejdere fra Charlie Hebdo har desuden viklet hvide bånd om hovedet og skrevet Charlie på dem.

Derefter går verdens statsledere med den franske præsident Hollande i midten, men også den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er med i forreste geled for at vise sin støtte.

- Vi er her for at vise vores sorg og medfølelse med dem, der ikke er her mere, og de efterladte, sagde hun ved marchens afslutning til Ritzau.

- Men selvfølgelig er vi her også for at sige til det franske folk, at de ikke er alene i forsvaret for ytringsfriheden.

Dreng: jeg bliver journalist - jeg er ikke bange

I Paris er gaderne stadig pakket med mennesker.

Mange af de demonstrerende bærer 'Jeg er Charlie'-badges. Andre bærer flag og hjemmelavede skilte med det samme budskab.

Og selv i børnehøjde gik dagens budskab igennem.

En ung dreng holdt et banner i vejret med ordene "Når jeg bliver voksen, bliver jeg journalist. Jeg er ikke bange!!!".

Facebook
Twitter