Millioner sulter i Mellemamerika: 'Coronakrise og klimakatastrofer i 'perfekt' kombination står bag'

I Honduras skønner man, at over halvdelen af befolkningen overvejer at flygte, siger korrespondent.

I Honduras springer forældre ofte måltider over for at sikre, at deres børn kan få mad. Det skriver FN's Fødevareprogram (WFP). (Foto: © Carlos Garcia Rawlins, Scanpix)

For små tre år siden gik lidt over to millioner mennesker sultne i seng i landene El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua.

Men situationen har udviklet sig drastisk, og i dag må næsten otte millioner mennesker i disse lande jævnligt forholde sig til en rumlende mave.

Det viser de nyeste tal fra FN's Fødevareprogram (WFP).

Udviklingen skyldes en række faktorer, der på uheldig vis spiller "perfekt" sammen, siger Kristian Almblad, DR's korrespondent i Sydamerika.

- En kombination af både klimakatastrofer og coronapandemien har kastet flere af landene i Mellemamerika ud i en stor humanitær krise.

Omkring 1,7 millioner mennesker i regionen betegnes ifølge WFP som værende i en "nødsituation", og har omgående brug for fødevarehjælp.

- Vi har at gøre med lande, som i forvejen er fattige, og hvor det er velkendt, at mange lever på sultegrænsen. Men man kan nærmest kalde det, der er sket nu, for "the perfect storm" i negativ forstand. Indbyggerne i området plejer langt fra at sulte i det omfang, som vi ser lige nu, siger Kristian Almblad og uddyber:

- Corona har gjort situationen værre, fordi mange har mistet deres job og ikke har penge til mad. I november blev man også ramt af to meget voldsomme orkaner - især i Honduras - og det gjorde, at millioner blev hjemløse, og stadig er det i dag. Samtidig blev områder, hvor der dyrkes helt afgørende fødevarer, ødelagt.

Naturkatastroferne ødelagde 200.000 hektar med afgrøder i de fire lande for at være helt præcis.

I Nicaragua og Honduras blev man sidste år ramt af to meget voldsomme orkaner. De lokale myndigheder udstedte varsel for kraftig vind og stormflod på op til syv meter. Mange blev efterladt uden tag over hovedet. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Voksne sulter for at give mad til børn

Den igangværende coronakrise og orkanerne, der raserede sidste år, har altså kastet landene ud i en økonomisk krise, som på det seneste kun har taget fart.

- Den økonomiske krise skabt af covid-19 havde allerede gjort mad på supermarkedshylderne uopnåeligt for de fleste udsatte mennesker (...). De to orkaner Eta og Iota gjorde situationen endnu værre, siger WFP's regionaldirektør i Latinamerika og Caribien, Miguel Barreto, ifølge Reuters.

Ifølge FN's nyeste tal beretter langt hovedparten af de adspurgte i Honduras, Guatemala og El Salvador om en lavere indkomst som følge af coronapandemien.

Og lige nu er situationen den, at omkring 30-40 procent af de voksne i Honduras ofte springer måltider over for at sikre, at deres børn kan få mad.

- Ofte har vi ikke noget at spise. Hvis vi kun har mad nok til børnene, vælger min mand og jeg at sulte. Børnene kommer først, siger en kvinde, der ikke længere har noget arbejde på grund af coronapandemien.

Se video med kvinden her:

Ifølge WFP skal der gang i en større genoprettelsesproces for at vende situationen i de mellemamerikanske lande. Den humanitære interesseorganisation opfordrer i den forbindelse det internationale samfund til at støtte mere op.

Der bor sammenlagt lidt over 39 millioner menenesker i El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua.

'Kæmpe boble af mennesker, der vil nordpå'

Udover de umiddelbare problemer for millioner af indbyggere kan situationen også udvikle sig til en stor hovedpine i USA.

Mange drømmer nemlig kun om én ting, fortæller Kristian Almblad.

- De ser kun ét håb for fremtiden, og det er at flygte til USA. Det er den helt store drøm.

Ifølge WFP har 15 procent af de adspurgte i El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua konkrete planer om at emigrere til andre lande. Det er næsten en fordobling set i forhold til 2018.

Her prøver en række indbyggere fra Honduras at komme til USA via Guatemala. De er på billedet her netop blevet sendt tilbage til deres hjemland. (Foto: © LUIS ECHEVERRIA, Scanpix)

Langt færre end normalt flygtede nordpå sidste år, men det er absolut ikke et udtryk for, at færre drømmer om at komme væk fra Mellemamerika, vurderer Kristian Almblad. Tværtimod.

- Der eksisterer en kæmpe opsparet boble af mennesker, der gerne vil nordpå. Man skønner i Honduras, at over halvdelen af befolkningen overvejer at flygte til USA, hvis de får muligheden. Lige så snart grænserne åbner mod nord, er der ingen tvivl om, at vi vil se en folkevandring mod USA, fastslår han.

Allerede i starten af året så man, at flere end 5.000 mennesker i samlet flok krydsede grænsen til Guatemala med kurs mod nord i en såkaldt "migrantkaravane".

Kristian Almblad var med for at tale med flere af dem og filmede blandt andet karavanen fra sin bil.

Se videoen her: