Mindst 12 døde efter filippinsk tyfon

Samtidig bedes folk om fortsat at være beredte.

Tyfonen Mangkhut har hærget i den nordlige del af Filippinerne. (Foto: Ted Aljibe © Scanpix)

Mindst tolv er omkommet som følge af tyfonen Mangkhut, der natten til lørdag dansk tid har hærget i den nordlige del af Filippinerne med en vindstyrke på op mod 200 kilometer i timen og voldsomme regnskyl.

Det siger myndighederne i Filippinerne ifølge nyhedsbureauet AP.

Ifølge chefen for katastrofeberedskabet mistede to redningsarbejdere livet, da de forsøgte at redde personer fra et jordskred.

Det statslige vejrbureau, PAGASA, har nedgraderet trusselsniveauet, men advarer fortsat om, at farerne ikke er overstået.

- Vi beder folk om fortsat at være beredte, lyder det fra PAGASA ifølge Reuters.

20 tyfoner om året

Titusindvis af mennesker er blevet evakueret fra kystområderne på grund af frygt for en stormflod, der kan nå op i fjerde sals højde.

Filippinerne rammes gennemsnitlig af 20 tyfoner om året. Den værste i de senere år var supertyfonen Haiyan i november 2013, der ramte den centrale del af Filippinerne. 7350 mennesker omkom.

Ifølge myndighederne selv, skulle man dog have været langt bedre forberedt denne gang.

Tyfonen forventes at passere Hong Kong søndag eftermiddag.

Facebook
Twitter