Mindst 19 børn dræbt ved skoleskyderi i Texas

En 18-årig mand åbnede tirsdag ild på en skole for børn fra 2.-4. klasse i den amerikanske delstat Texas.

Robb Elementary School ligger i Uvalde cirka 135 kilometer vest for San Antonio i Texas. (Foto: Jordan Vonderhaar © Ritzau Scanpix)

Mindst 19 skoleelever og to voksne har mistet livet, efter en gerningsmand sent tirsdag åbnede ild på skolen Robb Elementary School i Uvalde i den amerikanske delstat Texas.

Det oplyser de lokale myndigheder til blandt andre CNN.

De første meldinger lød sent i går, at to børn var dræbt og 13 såret, men det tal er løbende blevet opjusteret.

Den formodede gerningsmand, en 18-årig elev fra et gymnasium i Uvalde, er også død, oplyser Texas' guvernør, Greg Abbott, i nat på et pressemøde. Det skriver Ritzau.

- Han skød og dræbte. Det er forfærdeligt og ikke til at fatte, siger Greg Abbott, der fik beskeden om skyderiet midt under et pressemøde.

Den mistænkte blev ifølge guvernøren dræbt af betjente, der blev tilkaldt til skolen. Under aktionen blev to betjente ramt af skud. De forventes at overleve, siger Greg Abbott.

Sørgende i Uvalde, Texas, i går. Eleverne på Robb Elementary School var kun to dage fra at gå på sommerferie, da skyderiet fandt sted. (Foto: Brandon Bell © Ritzau Scanpix)

Skød sin bedstemor

Ifølge guvernøren skød den mistænkte først sin bedstemor, inden han gik ind på Robb Elementary School og åbnede ild. Lokale myndigheder oplyser til CNN, at bedstemoren er indlagt og i kritisk tilstand.

Gerningsmanden ankom ifølge det amerikanske medie til skolen omkring klokken 11.30 tirsdag lokal tid efter at have kørt sin bil i en grøft i nærheden, lyder det.

Han var ifølge iført rygsæk, skudsikker vest, skriver CNN, og var ifølge BBC bevæbnet med en pistol og en semiautomatisk AR-15 riffel.

Lokale myndigheder oplyser, at gerningsmanden blev mødt af politi uden for skolen, men at det alligevel lykkedes ham at bevæge sig ind på skolen, hvor han "gik ind i flere klasseværelser og affyrede sit våben". Det fortæller Erick Estrada fra Texas Department of Public Safety til CNN.

Eleverne på Robb Elementary School går i 2. til 4. klasse, hvilket betyder, at de er mellem cirka syv og ti år gamle.

Biden kræver strammere våbenlove

Skyderiet er det mest dødelige på en amerikansk skole siden 2012, da 20 elever og seks voksne blev dræbt i et skyderi på skolen Sandy Hook i Connecticut.

Tragedien har allerede fået den amerikanske præsident, Joe Biden, til at kræve skrappere våbenlove. Det gjorde han i en tale natten til onsdag.

- Alene det, at en 18-årig kan vade ind i en våbenforretning og købe to militærvåben, er bare rivende galt, siger han ifølge Ritzau.

- Hvad i alverden skal man bruge militærvåben til, hvis ikke det er for at dræbe nogen med dem? lød det fra præsident Biden, som samtidig kritiserede de lobbyorganisationer, som han mener stiller sig i vejen for en mere restriktiv våbenlovgivning.

- Vi vil ikke glemme dem, som obstruerer eller forsinker helt fornuftige love, sagde præsidenten, dog uden at nævne den magtfulde våbenlobbyorganisation, National Rifle Association (NRA), ved navn.