Mindst 20 er døde i kuldebølge over Europa

Lave temperaturer og kraftigt snefald har skabt problemer mange steder i Europa.

Kuldebølgen over Europa har på to døgn kostet mindst 20 mennesker livet, oplyser myndigheder i de pågældende lande.

Mange af de omkomne er hjemløse eller migranter.

Ti af ofrene for den bidske kulde omkom i Polen, hvor frosten fortsatte lørdag med omkring 14 minusgrader.

- Syv mennesker omkom fredag, som var vinterens dødeligste dag, siger en talsperson for den polske regerings sikkerhedscenter, RCB.

Dagen inden blev der registreret tre dødsfald som følge af kulden. Dermed er i alt 53 mennesker frosset ihjel i Polen siden 1. november.

I Italien er syv mennesker døde i det kolde vejr i løbet af torsdag og fredag. Fem af dem var hjemløse, heraf to polske statsborgere, oplyser italienske myndigheder.

I Rusland har indbyggerne fejret den koldeste ortodokse jul i 120 år. Hovedstaden Moskva målte minus 30 grader natten til lørdag.

/ritzau/AFP