Mindst 23 trampet ihjel ved tøjuddeling i Bangladesh

Uddeling af gratis tøj udviklede sig til massakre.

Mindst 23 er døde og 50 såret, efter at uddeling af gratis tøj til nødlidende udviklede sig dramatisk. (Foto: Strdel © Scanpix)

Mindst 23 mennesker omkom, da der udbrød panik i forbindelse med en tøjuddeling i byen Mymensingh, der ligger omkring 120 kilometer nord for Bangladeshs hovedstad, Dhaka.

Omkring 1.500 mennesker var ifølge avisen Daily Star samlet foran en lokal fabrik, hvor ejeren skulle uddele gratis tøj forud for afslutningen af den muslimske fastemåned, ramadanen.

Trampet ihjel

Dørene blev åbnet efter morgenbønnen omkring klokken fem. Den store menneskemængde masede sig fremad, og mindst 23 mennesker blev trampet ihjel.

50 blev kvæstet, skriver Dhaka Tribune. Mange af de dræbte er angiveligt kvinder og børn.

Ifølge Daily Star var det velkendt, at fabriksejeren uddelte gratis tøj i forbindelse med afslutningen af ramadanen.

Dødstal kan stige

En højtstående politimand, Kamrul Islam, siger til nyhedsbureauet AFP, at dødstallet godt kan stige.

- Nogle folk har flyttet deres pårørendes lig, før politiet ankom til stedet, siger Islam.

Ifølge AFP har politiet anholdt fabriksejeren og seks andre personer. De sigtes for ikke at have sørget for sikkerheden under tøjuddelingen.

/ritzau/dpa

FacebookTwitter