Mindst 35 døde i togulykke i Indien

35 blev dræbt og mindst 100 blev såret, da tog blev afsporet i den indiske delstat Uttar Pradesh.

(© Scanpix)

Et tæt pakket passagertog blev søndag afsporet i det nordlige Indien. Det koster mindst 35 mennesker livet.

En del af de 15 afsporede vogne lå oven på hinanden, og redningsmandskab havde svært ved at nå ind til mange af de sårede i toget.

- 100 kvæstede bliver behandlet på stedet og på hospitaler, siger den lokale sundhedschef, K.N. Joshi.

Ulykken skete i delstaten Uttar Pradesh, 150 kilometer syd for byen Lucknow.

Måtte kæmpe sig ud af toget

Der var over 1000 mennesker om bord i toget, der kørte 108 kilometer i timen, skriver nyhedsbureauet Press Trust of India.

- Vi sad på vores pladser, da alting blev vendt op og ned. Vi måtte knuse vinduerne for at komme ud, siger en passager til nyhedskanalen CNN-IBN.

Posttoget Kalka Mail var på vej fra Howrah til hovedstaden New Delhi.

Årsagen til afsporingen er uklar.

Sorg og chok

Premierminister Manmohan Singh udtrykker dyb sorg og chok over tabet af menneskeliv.

Torsdag blev 38 mennesker dræbt i Uttar Pradesh, da et tog kørte ind i en bus med et bryllupsselskab.

Den værste togulykke i Indien skete i 1981, da et tog styrtede i en flod i delstaten Bihar. Omkring 800 mennesker omkom.

Eksperter siger, at de indiske statsbaner, der beskæftiger 1,4 million mennesker og har 11.000 tog i drift dagligt, trænger til modernisering og forbedret sikkerhed.

Facebook
Twitter