Mindst 40 såret i terrorangreb i London

Dødstallet er ligeledes steget fra fire til fem, oplyser politiet.

Angrebet efterforskes som et islamisk terroranslag, og politiet kender identiteten på den formodede gerningsmand. (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix)

Både antallet af dræbte og sårede stiger, efter at en gerningsmand kørte ind i en menneskemængde tæt på det britiske parlament onsdag eftermiddag for kort efter at forsøge at trænge ind i det britiske parlament.

Antiterror-chef Mark Rowley siger på et pressemøde, at antallet af sårede er mindst 40, hvor meldingen tidligere lød på 20.

Desuden er antallet af døde steget fra fire til fem. Hermed har én betjent, tre civile og den formodede gerningsmand mistet livet.

Angrebet efterforskes som et islamisk terroranslag, og politiet kender identiteten på den formodede gerningsmand.

De ønsker dog ikke at give yderligere detaljer, siger antiterror-chefen, som kun svarede på få af journalisternes spørgsmål, inden han afbrød den korte pressebriefing.

Den formodede gerningsmand blev skudt af politiet, kort inden han kunne trænge ind i parlamentet. Det vides ikke, om han døde på stedet eller først mistede livet efterfølgende.

Der er endnu ikke nogen, som har taget skylden for angrebet.

Theresa May: Et sygt terrorangreb

Tidligere onsdag aften holdt den britiske premierminister, Theresa May, et kort pressemøde foran sin bolig på Downing Street.

Her fordømte hun angrebet i meget skarpe vendinger.

- Jeg har lige været til møde efter dette syge og depraverede terrorangreb på gaderne i vores hovedstad. Detaljerne om, hvad der præcis er sket, er stadig undervejs, men efter at have talt med politiet og sikkerhedstjenesterne kan jeg bekræfte, at episoden begyndte da en enkelt gerningsmand kørte sin bil mod en menneskemængde på Westminster Bridge og dræbte to personer og sårede adskillige flere, siger hun.

Theresa May slog fast, at hverken Storbritannien eller resten af verden vil lade sige skræmme af dagens angreb.

- Parlamentet vil mødes som normalt i morgen. Folk fra London og andre steder i verden, der er kommet for at besøge byen vil stå op og og leve deres normale liv. De vil stige ombord på deres tog, de vil forlade deres hoteller, de vil gå på disse gade, og de vil leve deres liv, siger premierministeren.

- Vi vil alle komme videre sammen. Vi vil aldrig give efter for terror, og aldrig lade de onde kræfter skille os ad.