Mindst fire dræbt af skud i Canada - en person anholdt

To politifolk er blandt de dræbte under en skudepisode i byen Fredericton.

Myndighederne er massivt tilstede i området ved Brookside Drive i Fredericton, hvor skyderiet fandt sted. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Byen Fredericton i det sydøstlige Canada er ramt af en alvorlige skudepisode.

Politi siger, at mindst fire personer er blevet dræbt i de tidlige morgentimer i et boligområde.

To af de dræbte er politifolk, oplyser Frederictons politi. En mistænkt er anholdt og bliver behandlet for "alvorlige skader".

De lokale beboere i området blev tidligere på dagen opfordret til at holde sig hjemme bag låste døre. Politiet har nu meddelt, at området igen er sikkert.

Omstændighederne ved skyderiet er fortsat uklare.

Et øjenvidne, David MacCoubrey, fortæller nyhedsbureauet AP, at han blev vækket af lyden af skud omkring klokken 7.

David MacCoubrey bor i et lejlighedskompleks på vejen Brookside Drive, og han fortæller, at det lød som om, at skuddene kom fra gården i komplekset, der består af fire bygninger.

Andre beboere i bebyggelsen fortæller, at de så livløse kroppe - to af dem i uniform - ligge i gården mellem bygningerne. Et af øjenvidnerne siger, at en person skød ned i gården fra et vindue i en af de øverste lejligheder.

Politibiler og ambulancer på plads i Fredericton. (© CTV)

Canadas premierminister, Justin Trudeau, skriver på Twitter, at regeringen følger situationen i Fredericton tæt:

Canada har langt skrappere våbenlove end USA. Men der florerer et stigende antal skydevåben i landet, hvor der har været flere alvorlige skudepisoder de seneste år.

I sidste måned bevægede en bevæbnet mand sig ned ad en gade i Toronto og dræbte to og sårede 13, inden han skød sig selv.

I 2014 kostede et masseskyderi i provinsen New Brunswick tre politifolk livet i byen Moncton. Fredericton er hovedbyen i New Brunswick.

Efter masseskyderiet i Toronto i sidste måned meddelte regeringen i Canada, at man overvejer at stramme våbenlovene i landet yderligere.

Facebook
Twitter