Mindst otte dræbt i oversvømmelse på Mallorca

To britiske statsborgere er blandt ofrene på ferieøen, som nu får hjælp af militæret.

Mindst otte personer er bekræftet døde, efter kraftig regn har ramt den spanske ferieø Mallorca. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I aftes faldt der 22 centimeter regn på bare fire timer.

Byen Sant Llorenc, som ligger cirka 60 kilometer øst for hovedstaden Palma, blev hårdest ramt af nedbøren.

Sant Llorencs viceborgmester fortæller, at to af ofrene er britiske statsborgere, mens to andre er lokale.

De femte offer blev fundet i byen S’illot, fortæller en talskvinde fra katastrofeberedskabet.

Skoler lukket

Ifølge de lokale myndigheder har det militære nødberedskab sendt 80 soldater og syv køretøjer afsted til området. De skal hjælpe de cirka 100 redningsarbejdere, som har arbejdet natten igennem.

Mindst tre skoler er lukket, og hundredvis af mennesker er evakueret til blandt andet sportshaller.

Den spanske regering har meddelt, at premierminister, Pedro Sanchez, flyver til området senere i dag. På Twitter har Sanchez kaldt oversvømmelserne for ”forfærdelige”.

Den spanske vejrtjeneste siger, at der senere i dag ventes mere regn på den østlige del af den Iberiske halvø.