Mindst tre personer døde i spansk togulykke

Et tog er kørt af sporet i den nordvestlige del af Spanien. Tre meldes dræbt og flere er kvæstet.

Ulykken skete Pontevedra i Galicien i Spanien. En vogn kørte helt af sporet ved ulykken. (Foto: Salvador Sas © Scanpix)

Mindst tre mennesker har mistet livet ved en togulykke i Galicien i den nordvetlige del af Spanien.

Toget fra Vigo i Spanien til Porto i Portugal kørte af sporet, oplyser en talsmand for jernbaneselskabet Renfe til CNN.

60 passagerer var om bord i toget, da den forreste togvogn kørte helt af sporet.

Ulykken skete i O Porrino lidt syd for Santiago de Compostela, og ifølge El Pais ramte toget en bro i en kurve.

Den portugiske lokofører er blandt de tre døde. Antallet af kvæstede er ikke klart.

For tre år siden mistede 79 mennesker livet ved en lignende ulykke nær samme by. Lokoføreren nåede ikke at bremse før en kurve, skriver BBC.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter