En reception uden gulv, faldne gardinstænger og brunt vand i hanerne.
Det er bare nogle af de olympiske journalisters rædselshistorier fra deres nye hotelværelser i Sochi.
Men nu slår russerne tilbage på opsigtsvækkende vis.
Overvågningskameraer på værelserne
Vicepremierminister Dmitry Kozak giver nemlig udtryk for, at journalisterne selv har orkestreret sabotagen af hotelværelserne.
- Vi kan se fra overvågningskameraer fra hotellerne, at folk tænder for brusere og lys og derefter forlader værelserne og bliver væk resten af dagen, siger Kozak ifølge den amerikanske avis Wall Street Journal.
En talsmand for Dmitry Kozak har senere afvist, at der skulle være videoovervågning på hotelværelser eller badeværelser. Han har dog slået fast, at bygninger under opførelse bliver overvåget.
Den russiske vicepremierminister bruger også antallet af klager til at afvise kritikken af hotellerne.
- Vi har 100.000 gæster på hotellerne, men har kun modtaget 103 klager, og hver enkelt bliver undersøgt, siger Kozak.
En åben mark
Han kalder de rapporterede fejl på de olympiske faciliteter og infrastrukturen for små og påpeger, at hele det olympiske område i Sochi for kort tid siden ikke var andet end en "åben mark".
DRs udsendte i Sochi, Matilde Kimer, har også berettet om ufærdige hoteller, og internet, der kommer og går:
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:52f3ac946187a21ef85c96ce
Vinter-OL begynder officielt senere i dag.