Minister: Amokkørsel i Barcelona med stjålen lastbil er ikke terror

Psykisk syg stjal lastbil med gasbeholdere og kørte mod ensretningen.

Spansk politi skød tidligere i dag mod en lastbil, der læsset med gasflasker kørte mod ensretningen på en større vej i Barcelona. Føreren af lastbilen havde tidligere på dagen stjålet den, men blev standset af politiet og er nu anholdt.

Der er dog ikke tale om en terrorhandling, fastslår indenrigsministeren, Juan Ignacio Zoido, på Twitter.

- Føreren af den lastbil med gas, der blev stjålet i Barcelona, har tidligere fået en psykiatrisk diagnose, skriver han.

Ifølge avisen El Periodico har politiet overflyttet den anholdte til en psykiatrisk afdeling.

Syv skud

Ifølge La Vanguardia er den anholdte en svensk statsborger, som ikke har fået alvorlige kvæstelser. Føreren kørte ind i adskillige biler, inden han blev stoppet på en motorringvej, der fører ind til Barcelonas centrum, skriver El Pais.

På et pressemøde fortæller politiet i Barcelona, at betjente affyrede syv skyd mod lastbilen. Én af politibetjentene blev nødt til at springe til side for ikke at blive ramt, rapporterer avisen El Periodico på sinhttp://www.elperiodico.com/es/noticias/sucesos-y-tribunales/detenido-tiros-conductor-camion-butano-embestido-coches-barcelona-5850688liveblog.

Politiet fik efter en kort jagt standset lastbilen med gasflasker på en ringvej i Barcelona. (Foto: ALEJANDRO GARCIA © Scanpix)

Føreren nåede at køre i 10 minutter og tilbagelægge 3 kilometer, inden han blev stoppet. Politiet siger, at han kørte "som en besat, men han var ikke ude på at køre fodgængere ned".

Politiet bekræfter, at der ikke er noget, der tyder på, at der ligger et terrormotiv bag handlingen.

Der er tre let sårede, oplsyer politiet ifølge El Periodico: Politibetjenten som sprang væk fra lastbilen og to borgere, som blev såret af nogle af de 14 gasflasker, som faldt af på vejen under den vilde kørsel.

Barcelonas borgmester, Ada Colau, takker på Twitter politiet for at reagerer så hurtigt.

Facebook
Twitter