Mishandling, sexslaveri og massakre: 30 års fængsel til 'Terminator'

Den Internationale Straffedomstol har idømt sin hidtil strengeste straf.

Den tidligere congolesiske militsleder i retssalen i Haag i Holland tidligere på året. (Foto: EVA PLEVIER © Scanpix)

Bosco Ntaganda har et smukt smil ifølge dem, der har mødt ham.

Men bag smilet gemmer sig en brutal krigsherre med øgenavnet "Terminator", skriver BBC.

46-årige Bosco Ntaganda er en tidligere militsleder og general i Den Demokratiske Republik Congo, og han har både mord, voldtægt, sexslaveri og angreb direkte rettet mod civile på samvittigheden.

I dag blev han idømt 30 års fængsel ved Den Internationale Straffedomstol i Haag - den hidtil strengeste straf, der er udmålt i domstolens historie.

Strafudmålingen kommer, efter Bosco Ntaganda i sommer blev fundet skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden på 18 punkter.

Ingen kvaler ved at slå ihjel

"Terminator" eller "Terminator Tango", som Bosco Ntaganda også er blevet kaldt, begik de forbrydelser, han er dømt for, i 2002 og 2003 i den østlige del af DR Congo.

Et vidne, der som barn kæmpede side om side med Bosco Ntaganda, siger, at "Terminator" var en type, der "ingen kvaler havde ved at slå ihjel".

I området Ituri, der er et af Afrikas rigeste på råstoffer, kæmpede Bosco Ntaganda dengang i en milits mod rivaliserende oprørsgrupper.

Hundredvis af civile blev dræbt og mange tusind blev tvunget til at flygte under kampene, hvor etniske grupper forsøgte at fordrive hinanden.

- Det er potentielt set et af de rigeste områder på råstoffer i Afrika. Det er de sidste to årtier mundet ud i en blanding af etnisk udrensning og krig i den grimmeste udgave, man kan forestille sig, siger Amnesty Internationals jurist Claus Juul.

Vold og uroligheder i det østlige Congo har de sidste tyve år kostet mindst 60.000 livet, ifølge menneskeretsgrupper.

Militslederen Bosco Ntaganda rejser sig for dommerne i Haag i dag. (Foto: pool © Scanpix)

Systematisk voldtægt af kvinder og børn

Bosco Ntaganda var ikke den eneste skyldige i krigsforbrydelser, men han myrdede personligt en katolsk præst for at sætte et eksempel for sine soldater, sagde dommeren Robert Fremr i Haag.

Kvindelige medlemmer af den bevæbnede oprørsgruppe blev "systematisk voldtaget" af de mandlige medlemmer. Også børnesoldater helt ned til ni år blev voldtaget under Bosco Ntagandas ledelse.

I et andet angreb blev 49 civile, der var fanget på en bananmark, dræbt med kæppe, knive og macheter.

- Mænd, kvinder og børn og spædbørn blev fundet på marken. Nogle lig var nøgne, andre var bagbundet og nogle havde fået deres hoveder smadret, sagde dommeren i dag.

Ifølge BBC tog Bosco Ntaganda selv del i de militære operationer og var ofte med helt i front.

Bosco Ntaganda ser sig selv som offer

I 2006 blev der udstedt en arrestordre mod ham af Den Internationale Straffedomstol, fordi han skulle have rekrutteret børnesoldater.

Tre år senere blev han udnævnt til general i DR Congos hær på trods af arrestordren.

Og først i 2013 overgav Bosco Ntaganda sig, fordi han ifølge iagttagere frygtede for sit liv på grund af interne stridigheder i den væbnede oprørsgruppe, som han på det tidspunkt var en del af.

Arbejdere i en guldmine i provinsen Ituri i den østlige del af DR Congo. (Foto: GORAN TOMASEVIC © Scanpix)

Han meldte sig selv på den amerikanske ambassade i Rwanda, og to år senere begyndte retssagen.

Bosco Ntaganda blev af forsvareren fremstillet som offer med den begrundelse, at han har været børnesoldat.

- Jeg er en oprører, ingen forbryder, sagde han ved retssagens afslutning.

Bosco Ntaganda har anket dommen.