Mistænkt for islandsk bitcoin-kup flygtet på fly med statsminister

Ifølge islandsk politi er den mistænkte bag et stort computer-kup flygtet til Sverige.

Et billede tilbage 2014 af den eftersøgte Sindri Thor Stefansson. (The Reykjavík Metropolitan Police via AP). (Foto: TD/Ritzau Scanpix) (Foto: TD © Scanpix)

Sindri Thor Stefansson mistænkes for at være hovedmanden bag et stort tyveri af omkring 600 computere, som skulle bruges til 'bitcoin mining'.

Nu er islændingen flygtet fra et åbent fængsel i Island. Det lykkedes ham ifølge islandsk politi at komme ombord på et fly, som også fløj den islandske statsminister til Stockholm.

En talsmand for det svenske politi siger, at man ikke har arresteret Stefansson i Sverige, men at man er blevet briefet af det islandske politi, og at der er blevet udstedt en international arrestordre.

Ifølge visir.is flygtede Stefansson fra et fængsel gennem et vindue natten til tirsdag, og siden lykkedes det ham under et falsk navn at komme ombord på et fly til Arlanda, lufthavnen ved den svenske hovedstad. Det viser overvågningsbilleder fra lufthavnen i Keflavik.

Det var formentlig ikke nødvendigt for Stefansson at vise et pas, da begge lande er en del af Schengen-samarbejdet.

Det store Bitcoin-kup

Sindri Thor Stefansson er en af de 22 personer, som blev fanget i forbindelse med det, der i Island er blevet døbt "Det Store Bitcoin-kup". Her har en bande stjålet omkring 600 computere til en værdi af 12 millioner kroner, og det formodes, at de skulle bruges til at mine bitcoins, det vil sige lave enorme udregninger, som bruges i forbindelse med bitcoin-regnskabsbogen, den såkaldte block chain. Dermed ville de mange computere være langt mere værd.

- Det er et tyveri i en størrelsesorden, som vi aldrig har set før, så det tyder på, at der er tale om organiseret kriminalitet, sagde Olafur Helgi Kjartansson fra det islandske politi ifølge Aftonbladet.se i begyndelsen af marts.

Politimanden forklarede, at man jagtede gerningsmændene ved at holde øje med forbruget på det islandske el-net.

Stefansson menes at være hovedmanden bag det store kup, der betegnes som et af de største i Islands historie.

Blev overflyttet til åbent fængsel

Han har været tilbageholdt, siden han blev anholdt den 2. februar. For ti dage siden blev han overflyttet til et åbent fængsel med lav sikkerhed.

Island, som har nem adgang til bæredygtig elektricitet, er blevet en populær destination for firmaer, som skaber virtuelle valutaer som eksempelvis bitcoin - det kræver nemlig store mængder strøm.

Ejerne til de stjålne computere har udlovet en dusør på et beløb, der svarer til 350.000 kroner for oplysninger, som kan føre politiet frem til kosterne.

Siden ankomsten til Sverige er Stefansson tilsyneladende forsvundet, og omkring middagstid i dag deaktiverede han sin Facebook-profil.

Facebook
Twitter