Mobilbetaling har revolutioneret Afrika

Afrikanere kunne betale med mobilen seks år tidligere end i Danmark. Selv nødhjælp uddeles nu mobilt.

Nødhjælp bliver uddelt via simkort i Uganda.

Omkring årtusindskiftet rejste jeg som ung backpacker rundt i det østlige Afrika. Lonely Planet var min bibel, her stod de oplysninger jeg skulle bruge.

Mobiltelefon havde jeg slet ikke med, det gav ingen mening. En almindelig telefon kunne jeg finde, når jeg kom til en by, men det var stærkt begrænset, hvor mange jeg ringede til. Det var dengang.

I dag er det er meget sjældent, jeg møder en afrikaner, der ikke ejer en mobiltelefon. Selv i et krigshærget Somalia eller et flygtningecenter på grænsen mellem Uganda og Sydsudan er der forbindelse.

På reportageture kan jeg sende indslag hjem til tv avisen via mobilnettet. Jeg møder ikke mange med en Iphone 7, men med billigere kinesiske smartphones eller simple telefoner, der lige akkurat kan bruges til at tale, sende sms og så fungere som betalingsmiddel.

Nødhjælp på simkort

For kort tid siden stod jeg på grænsen mellem Uganda og Sydsudan. Tusinder af nytilkomne flygtninge havde desperat brug for hjælp. Der blev udleveret mad og drikke, men jeg blev også vidne til, hvor langt man er nået, når man i år fejrer, at det er ti år siden mobilbetaling blev introduceret på det afrikanske kontinent.

Her midt i ingenting stod flygtninge i kø for at få udleveret et simkort af Folkekirkens Nødhjælp. På kortet var der indsat 75 kroner nødhjælp på mobiltelefon. De heldige kan nu se frem til at modtage penge på den måde det næste halve år - en ny måde at uddele nødhjælp på.

En del af modtagerne så temmelig skeptiske ud. For dem var det første gang, de blev introduceret til mobilbetaling. For andre var det helt naturligt. Situationen viser meget godt, hvor udbredt mobilbetaling er blevet i Afrika. Det er ikke reserveret til den rige elite i de afrikanske storbyer. Det er et system, som kan bruges af alle.

Selv når jeg besøger mennesker, der bor i en sivhytte uden elektricitet eller andre goder, finder mobilen vej. Små solceller til opladning af telefonen sælges overalt, og er det for kostbart, betaler man sig til en opladning i en kiosk eller hos en nabo. 81 procent af alle afrikanere har i dag en mobiltelefon, og i 60 procent af verdens udviklingslande bruger man en eller anden for mobilt betalingssystem.

M-penge

Det første system så dagens lys i Kenya for ti år siden. M-pesa er navnet, og det betyder slet og ret M-penge på swahili. I dag har Kenya 18 millioner brugere og gennemførte sidste år seks milliarder transaktioner.

Andre lande tog hurtigt ideen til sig, og ikke overraskende har det haft særlig succes i Afrika. Her er det nemlig de færreste, der har mulighed for at få en traditionel bankkonto. Mobilbetaling har gjort livet markant lettere for alle og udvikler sig stadig.

I Nairobi mødte jeg for nylig en enhjørning. Det er det, man i forretningskredse kalder de få nye techvirksomheder, der får skabt sig en værdi på mindst en milliard dollars. Man møder dem fra San Fransisco til Stockholm, men nu har Afrika fået sin første.

AIG (Afrika Internet Group) leverer en lang række ydelser, lige fra rejsebureau til madbestilling. Fælles for dem er, at de alle begynder på mobilen, og til lande i hele Afrika. I spidsen for den kenyanske afdeling står en ung mand, der er vokset op med mobilbetaling, en mand, der skabte en afrikansk forløber for Uber.

Han var lidt for hurtigt ude, måtte sande at tiden ikke var helt moden til den slags, og drejede nøglen om. I stedet for at falde, rejste den entreprenante mand videre i Afrikas mobile landskab. Da jeg var på besøg, stormede han rundt i en orange sikkerhedsvest, så han var sikker på at blive set, og det bliver han. Nu rider han nemlig på Afrikas første enhjørning. Iagttagere forudser at der snart kommer flere af den slags virksomheder, og det hele begyndte altså for ti år siden med den afrikanske version af Mobilepay.

FacebookTwitter