Mød Ángela Ponce - verdens første transkønnede Miss Universe-deltager

Den 27-årige spanske kvinde har som mission at udfordre traditionelle begreber om køn og skønhed.

Ángela Ponces støttende forældre opfordrede hende som barn til at lege med sine yndlingsdukker fremfor at spille med brorens fodbold. (Foto: Paul White © Scanpix)

I sidste måned vandt Ángela Ponce Spaniens nationale skønhedskonkurrence, og dermed er vejen banet for verdens første transkønnede deltager i Miss Universe-konkurrencen, skriver New York Times.

Hun har sat sig for at udfordre de traditionelle kønsbegreber og forståelser af skønhed.

Og så vil hun nedbryde det, hun mener er modeindustriens uacceptable barrierer.

Støtte fra forældrene

Ángela Ponce har modtaget støtte fra sine forældre gennem hele livet og blev som barn opfordret af forældrene til at holde sig væk fra sin brors fodbold og i stedet lege med sine yndlingsdukker.

Ponce begyndte hormonbehandling som 16-årig og har fået foretaget vaginal plastikkirurgi "for at fjerne, hvad der var en byrde og et traume" for hende.

Ponce har dog oplevet problemer uden for hjemmet, i skolen og på gaden.

"Der findes kvinder med en penis og mænd med en vagina"

Især andre kvinder har forholdt sig kritiske til hende, fortæller hun ifølge New York Times.

- Kvinder ejer deres kroppe, og mange af dem får lavet plastikkirurgi. Og hvori består forskellen egentlig på at få ændret formen på din næse og dine kindben eller at få lavet en vagina og større bryster, spørger Ponce retorisk.

- Der findes kvinder med en penis og mænd med en vagina. Den vigtigste del at af være en kvinde handler om at føle sig som en kvinde.

Miss Universe-konkurrencen var ejet af USA's præsident, Donald Trump, indtil 2015. I 2012 blev konkurrencens regler ændret, således at transkønnede personer også kan deltage.

Ángela Ponce bliver kaldt "en pioner, der sender et budskab om lighed og respekt" af præsidenten for Spaniens nationale skønhedskonkurrence. (Foto: Paul White © Scanpix)

En pioner med et budskab

Der skulle dog gå seks år, før ét af konkurrencens deltagerlande rent faktisk sendte en transkønnet deltager.

- Hun er en pioner, der sender et budskab om lighed og respekt, siger Guillermo Escobar, præsident for Spaniens nationale skønhedskonkurrence, og uddyber:

- Mit håb er, at vi en dag vil se mange flere kandidater som hende, og at det (at være transkønnet, red.) ikke længere vil skabe overskrifter.

Danmark fjernede som det første land i verden transkønnethed fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske lidelser. Det skete i 2017. I 1981 blev homoseksualitet fjernet fra samme liste.

Det er endnu ikke afsløret, hvornår vinderen af Miss Universe 2018 skal kåres.

Facebook
Twitter