Møde mellem Kina og USA udsat efter sag om kæmpeballon: 'Umiddelbart køber USA ikke kinesernes forklaring'

Ifølge Kina bliver ballonen brugt til videnskabelige formål, men USA mener, den bruges til overvågning.

Et privatfoto af ballonen, set fra jorden i den amerikanske delstat Montana. Kinas udenrigsministerium meldte ud i eftermiddags, at den var kinesisk, men at ballonen blev brugt til "meteorologiske og videnskabelig formål til civilt brug", og at man beklagede, at den er fløjet ind på amerikansk territorium. (Foto: © Chase Doak, Ritzau Scanpix)

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, skulle de kommende dage have været på et længe planlagt besøg i Kina, men det besøg er nu udsat.

Det skriver flere medier, inklusive CNN, BBC og ABC News efter uafhængigt at have talt med flere embedsmænd i militæret.

Tidligere i dag kom nyheden nemlig om, at en kinesisk ballon var blevet spottet over delstaten Montana i USA.

Kinas udenrigsministerium bekræftede i eftermiddags, at ballonen var kinesisk, men at den blev brugt til "meteorologiske og videnskabelig formål til civilt brug", og at man beklagede, at den er fløjet ind på amerikansk territorium.

Men amerikanerne har stadig valgt at udsætte besøget.

Her kan man se ballonen filmet fra jorden:

- Det viser, hvor alvorligt Biden-administrationen ser på sagen. Det signalerer, at USA ikke umiddelbart køber forklaringen om, at det er uheld, eller at ballonen skulle indsamle vejrdata. Spørgsmålet er nu, hvad næste skridt bliver fra USA's side., siger DR's USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz.

En talsperson fra det amerikanske udenrigsministerium kalder hændelsen for "uacceptabel".

- Vi har noteret Kinas beklagelse, men ballonens tilstedeværelse i vores luftrum er et klart brud på vores suverænitet og international lov, siger talspersonen ifølge Reuters.

- Vi har derfor konkluderet, at betingelserne lige nu ikke er de rette til, at udenrigsminister Blinken tager til Kina, tilføjer han.

Har holdt øje i dagevis

USA's forsvarsministerium, Pentagon, har i flere dage holdt øje med ballonen, som man mener bruges til overvågning.

Det slog Pentagons talsmand, brigadegeneral Patrick Ryder, fast på et pressemøde her til aften.

Beslutningen om at udskyde mødet er, ifølge amerikanske medier, noget, som præsident Joe Biden og udenrigsminister Blinken er blevet enige om.

Udenrigsminister Antony Blinken, da han i juli måned deltog i et møde med sin kinesiske kollega, der foregik på den indonesiske ø Bali. (Foto: © Stefani Reynolds, Associated Press)

- Regeringen ønsker ikke at fremstå som for blød eller eftergivende i forholdet til Kina på et tidspunkt, hvor man gerne vil definere nogle klare spilleregler i det anspændte forhold, siger Lillian Gjerulf Kretz.

Hun forklarer også, at det er ikke nyt, at de to nationer spionerer mod hinanden.

Begge nationer har satellitter, der kredser rundt for at indsamle informationer, så det vækker forundring, hvorfor Kina ville gøre brug af en luftballon til spionage, medmindre der er tale om symbolpolitik, siger Lillian Gjerulf Kretz og fortsætter:

- Der spekuleres i, om det her er et modsvar til, at USA tidligere på ugen indgik aftaler om udvidet amerikansk militær tilstedeværelse i Filippinerne. Altså, at Kina vil sende et signal om: Vi kan også nå jeres banehalvdel. Men igen, timingen op til et vigtigt planlagt besøg vækker forundring.