Mødre i lejre i Syrien: ’Vi vil ikke lade Danmark hente vores børn uden os’

Mødre til ti af de 19 børn i Syrien vil ikke lade Danmark hente deres børn uden dem, siger de til DR Nyheder.

To danske kvinder fortæller til DR Nyheder, at de ikke ønsker at lade deres børn rejse til Danmark uden dem. (Foto: DR Nyheder)

Svaret er klart fra en række mødre til danske børn i lejre i Syrien. De vil ikke lade sig skille fra deres børn.

Den danske regering og fem andre partier har ellers nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge, hvorvidt børnene kan hentes hjem fra Syrien uden deres mødre. Noget, som ifølge de lokale myndigheder, der kontrollerer lejrene, kun kan ske, hvis mødrene giver skriftlig tilladelse.

DR Nyheder har besøgt lejrene og har mødt fire mødre med tilknytning til Danmark med i alt 10 børn. Mødrene siger alle 'nej' til forslaget.

'Det vil ødelægge dem'

I al-Roj-lejren bor omkring 2.500 kvinder og børn, som har levet i terrorbevægelsen Islamisk Stats såkaldte kalifat.

På lejrens kontor møder DR Nyheder to etnisk danske kvinder, som er mødre til i alt syv børn.

De to kvinder ønsker ikke at stille op til et egentligt interview, men går med til at svare kort på spørgsmålet om at lade deres børn tage til Danmark uden dem.

31-årige ’Lisa’, som er mor til en dreng og en PTSD-ramt pige, afviser de danske politikeres forslag.

- De (børnene, red.) har kun haft mig som person, og ikke far- eller mormor eller moster. Det er kun mig, så bare lidt adskillelse, og de vil få det skidt.

- Så du vil ikke gå med til det?

- Nej, jeg tror virkelig, det vil ødelægge dem, siger hun.

Ved siden af hende på lejrens kontor sidder ’Mette’, som med sin mand og fire børn rejste til IS’s områder i Syrien i november 2014.

- Du har fem børn. Er du klar til at lade børnene komme tilbage til Danmark uden dig?

- Nej, jeg har tænkt over det, men nej. Selv mine børn siger, de vil ikke. Mine fire store børn er så store, at jeg har stillet dem valget: Vil I gerne tilbage? For de skal ikke være her. Men de siger nej.

- Men som mor vil det så ikke være bedre, hvis børnene var i Danmark og kunne gå i dansk skole og få dansk lægehjælp og så videre?

- Jeg ved det ikke, men jeg tror ikke, det vil være bedre for børnene overhovedet.

Billede fra al-Hol-lejren, hvor over 60.000 mestendels kvinder og børn sidder tilbageholdt. (foto: DR Nyheder)
Billede fra al-Hol-lejren, hvor over 60.000 mestendels kvinder og børn sidder tilbageholdt. (foto: DR Nyheder)

De to kvinders advokat, Knud Foldschack, mener, at det er helt afgørende, at mødre og børn ikke skilles ad.

- De har et forhold til deres børn, som er vigtig. Og at de har en ret til at være sammen med deres børn. Derudover har de også et statsborgerskab, som giver dem nogle rettigheder, siger Knud Foldschack.

Flere mødre afviser

Det kurdiske selvstyre i området har sagt til DR Nyheder, at man kun lader børn rejse hjem uden deres mødre, hvis mødre skriver under på, at det er i orden med dem.

Derfor ligger der et større arbejde foran taskforcen, hvis det skal lykkes at hjemtage børn af danske forældre - uden deres forældre.

To andre mødre i al-Roj-lejren, som har fået frataget deres danske statsborgerskab, men hvis børn har dansk indfødsret, afviser ligeledes over for DR Nyheder også fuldstændigt at lade børnene rejse uden dem.

En femte mor til to børn, der er født, mens moren var dansk statsborger, har via sin ligeledes afvist at lade sig skille fra børnene.

Den sidste kvinde, som den danske stat har kendskab til i lejrene i Syrien, har ifølge Udenrigsministeriet syv børn i en af lejrene. Hun har tidligere givet tilladelse til, at hendes ældste søn blev evakueret til Danmark uden hende, da han var alvorligt såret.

Hende har det ikke været muligt for DR Nyheder at få kontakt med i nogle af lejrene trods flere forsøg.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk