Molenbeek igen i fokus: Linkes til terror i Paris

Flere af terroristerne som fredag angreb Paris, menes at have boet i et kvarter i Bruxelles, der har ry for at være en ”terrorist-rede.”

Belgisk politi har foretaget flere ransagninger i Molenbeek i forbindelse med terrorangrebet i Paris. Der er foretaget fem anholdelser. (Foto: Emmanuel Dunand © Scanpix)

En efterladt bil, som var parkeret ud for et af gerningsstederne i Paris under fredagens terrorangreb, har ledt franske efterforskere til bydelen Molenbeek, som ligger i den belgiske hovedstad Bruxelles.

Engang var byen kendt som Belgiens ”lille Manchester”. I dag beskrives bydelen som ”en rede for terrorister.”

Bydelens dårlige ry er skabt af flere terrorsager, hvor gerningsmændene har vist sig at have boet i Molenbeek.

I august åbnede en 25-årig mand af marokkansk oprindelse ild med en automatriffel i et fransk højhastighedstog. Her blev tre mennesker sårede.

Manden, som viste sig at have boet i Molenbeek, blev sigtet for drabsforsøg i relation til terror.

En anden sag stammer fra maj 2014. Her angreb en 29-årig islamist det jødiske museum i Bruxelles og dræbte fire mennesker. Også han havde boet i Molenbeek.

En af gerningsmændende bag de store terrorbombninger i Madrid i 2004, som kostede 191 mennesker livet, havde ifølge The Guardian også tætte forbindelser til bydelen.

Den belgiske indenrigsminister har i kølvandet på terrorangrebet i Frankrig lovet at rydde op i Molenbeek via store antiterror-aktioner.

Belgien er det land i Europa, hvorfra flest unge mennesker rejser i kamp for islamister i Syrien, målt i forhold til landenes indbyggertal.