Moms og afgifter hæves i Grækenland

Grækenlands regering vedtager i dag en hel vifte af nye, upopulære indgreb.

Grækenlands regering vedtager i dag en hel vifte af nye, upopulære indgreb.

Momsen ventes hævet to procentpoint fra 19 til 21 på alle varer undtagen mad. Afgifterne på tobak, drikkevarer, luksusvarer og brændstof sættes i vejret. Pensionerne fastfryses, og 600.000 offentligt ansatte må forvente at deres såkaldte 14. månedsløn, som er en feriebonus, bortfalder.

'Uretfærdige'

Premierminister Georges Papandreou erkendte i går at nogle af indgrebene er uretfærdige, men de vil blive gennemført, 'uanset omkostningen, uanset modstanden', som han sagde til sit partis parlamentsmedlemmer.

Men Papandreou har travlt med at vise, at regeringen kan levere de besparelser, som EU har givet Athen frist til den 16. marts til at sætte i værk.

For tilliden til regeringens handleevne er afgørende for prisen på Grækenlands enorme lånebyrde og for EU-landenes vilje til at hjælpe Grækenland økonomisk.

Spørgsmålet er, om grækerne bevarer roen og bider tænderne sammen, eller om strejker og demonstrationer gør situationen umulig for regeringen.

Inkluderer regeringen i dag en egentlig lønnedgang for de offentligt ansatte, kan det blive svært. Fagbevægelsen har på forhånd sagt, at det vil blive opfattet som en krigserklæring.

Facebook
Twitter