Monsunregn raserer verdens folkerigeste lande

Regntiden skaber mudderskred og oversvømmelser i det sydlige Kina og Nordøstindien.

Det ene øjeblik kører Xu på en trafikeret vej i det sydlige Kina i Guangxi Zhuang-regionen.

Det næste øjeblik er han og femten andre fanget i et mudderskred, som vælter ned over deres otte køretøjer.

- Pludselig så jeg mudderet falde sammen, og jeg var skræmt fra vid og sans. Før jeg vidste af det, havde mudderet ramt mig frontalt, og min bil blev vendt rundt, fortæller bilisten, der har optaget hele gårsdagens hændelse på et kamera, han har installeret i vognen.

Det er langt fra det eneste pludselige jordskred i Kina, Indien og Tibet, som oplever en voldsom start på den årlige regntid.

Det nordøstlige Indien er gået ind i den tredje uge med kraftige oversvømmelser.

Her har vandmasserne kostet cirka 60 personer livet og fordrevet to millioner fra deres hjem.

Dødbringende jordskred og oversvømmelser er ikke usædvanlige i regntiden, der strækker sig fra juni til september i Indien.

Facebook
Twitter