Mor dømt for terror efter at have købt flybilletter til sin søn

Moren troede, sønnen var på ferie i Malaysia, mens han kæmpede for Islamisk Stat i Syrien.

Nathalie Haddadi er blevet idømt to års fængsel for at købe flybilletter og sende penge til sin søn, der kæmpede for IS. (Foto: © Philippe Wojazer, Scanpix)

En 43-årig, fransk-algiersk mor til en såkaldt hellig kriger i Syrien er blevet idømt to års fængsel for at finansiere terror.

Kvinden har nemlig betalt for en række flybilletter til sin 22-årige søn, der tog til Syrien for at kæmpe for terrororganisationen Islamisk Stat.

Nathalie Haddadi selv nægter at have haft kendskab til sin søns planer.

- Jeg fordømmer på det kraftigste terrorisme. Mine tanker går til alle ofre, sagde den 43-årige kvinde efter domsafsigelsen i går.

Troede søn var på ferie

Sønnen fløj til Algeriet og Malaysia og tog herefter til Syrien, hvor han sidste sommer blev dræbt.

- Kvinden har fastholdt, at hun troede, at sønnen var på ferie i Malaysia, og hun har fremvist breve fra sønnen, som skrev, at han var blevet overfaldet, kommet på hospitalet og havde brug for penge, forklarer DR's internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue.

- Men retten mener, at hun vidste, hvad sønnen foretog sig, da hun købte både flybilletter og sendte 15.000 kroner til ham - og dermed har finansieret terrorisme.

Terrordømte Nathalie Haddadi. (Foto: © Philippe Wojazer, Scanpix)

Hun anerkender dog, at sønnen var tiltrukket af radikale miljøer.

- Den 22-årige havde tidligere hjemme i Frankrig vist tegn på radikalisering, men moren forsøgte efter eget udsagn at få ham væk fra de islamiske miljøer, fortæller Stéphanie Surrugue.

Første gang terrorist-forælder bliver dømt

Det er første gang, at en forælder til en hellig kriger bliver dømt for finansiering af terrorisme, og det har skabt en voldsom debat om forældres ansvar, når radikaliserede unge rejser ud for at støtte Islamisk Stat.

Ifølge det franske indenrigsministerium er 2.000 franske statsborgere rejst til Syrien og Irak for at tilslutte sig Islamisk Stat.

- Spørgsmålet, forsvarsadvokaterne nu stiller, er: Skal 2.000 franske fædre og mødre straffes, fordi de ikke har stoppet deres børn? Omvendt hører vi også argumentet, at dommen her kan være med til at skærpe franskmændenes bevidsthed om, at alle har et medansvar for at forsøge at stoppe radikalisering, forklarer DR's internationale korrespondent Stéphanie Surrugue.

Nathalie Haddadi vil nu appellere sagen.