Mor til dreng i H&M's 'abetrøje': Det er ikke racisme

Familien til drengen i den omdiskuterede trøje vil ikke fordømme H&M.

Trøjen med teksten 'Coolest monkey in the jungle' - eller på dansk 'den sejeste abe i junglen' - på den 5-årige model har skabt store protester over H&M. (© Skærmbillede)

Den svenske tøjgigant H&M røg i sidste uge ud i et gevaldigt stormvejr på grund af en annonce, hvor en sort dreng er iført en trøje med teksten 'Coolest monkey in the jungle' skrevet henover brystet.

Koblingen mellem en sort dreng og en tekst med ordet 'abe' har været for meget for mange mennesker, der beskylder H&M for at være racistiske.

Sådan ser drengens mor, Terry Mango, dog ikke på sagen. Hun har i stedet forsvaret H&M og sagt, at hun synes, at folk skal lade være med at råbe "ulven kommer".

Og det har fået andre sorte til at angribe hende hjemme i Sverige, fortæller hun til BBC.

- I deres øjne er jeg en forræder, som bringer sorte og afro-amerikanere i forlegenhed, og som har solgt min søn for penge, siger hun til BBC og fortsætter:

- Jeg respekterer folks holdninger til det her. Jeg ved, at racisme eksisterer, men får den her trøje mig til at tænke racisme? Nej, det gør den ikke.

Butikker vandaliseret

I weekenden blev flere af H&M's butikker i og omkring den sydafrikanske storby Johannesburg lukket. Det skete, efter at folk brød ind i butikkerne og vandaliserede dem i vrede over trøjen med abe-teksten.

Og de begivenheder kombineret med den vrede, Terry Mango har oplevet fra andre sorte, har fået hende og familien til at flytte fra deres hus i den svenske hovedstad, Stockholm, til et andet.

Flytningen sker af sikkerhedshensyn, fortæller hun til BBC uden at uddybe, hvad hun mener med sikkerhedshensyn.

Mens det hele har stået på, har den centrale figur i sagen – nemlig Liam Mango, der har trøjen på – ikke rigtig forstået noget.

- Han har ingen idé om, hvad der foregår. Han er kun fem år. Liam har ikke oplevet racisme endnu, siger Terry Mango til BBC.

H&M har undskyldt

Billedet har ikke kun udløst protester på sociale medier og i Johannesburg.

Musikerne The Weeknd og G-Eazy har brudt alle bånd med H&M, og G-Eazy har sagt, at billedet chokerede ham.

Reaktionerne på trøjen har fået H&M til at trække billedet tilbage og beklage "manglen på god dømmekraft".

- Vi har fjernet billedet, og vi har trukket trøjen tilbage fra butikkerne, skriver tøjkæden i en meddelelse.