"Mor Utøya" begraves i dag

32 af ofrene for terrorangrebene i Norge bliver begravet i dag. Heriblandt Monica Elisabeht Bøsei, som gennem 20 år stod bag sommerlejrene på Utøya.

begravelse i Norge (Foto: Ned Alley © Scanpix)

Mens det norske folk stadig har svært ved at begribe tragedien den 22. juli, så er den meget virkelig for de pårørende som i disse dage tager afsked med deres børn, søskende og forældre.

I går blev 18 ofre begravet, i dag bliver 32 ofre begravet i deres respektive hjemsogne. Den yngste er 14 år gammel, den ældste 51.

Heriblandt "Mor Utøya", 45-årige Monica Elisabeth Bøsei, der gennem 20 år har arrangeret sommerlejren på Utøya for Arbeiderpartiets ungdom.

- For mange af os var hun Utøya. Nu er hun død. Skudt og dræbt, mens hun skabte tryghed og glæde for unge fra hele landet, sagde en dybt berørt statsminister Jens Stoltenberg om Monica Elisabeth Bøsei ved en mindehøjtidelighed kort efter massakren.

Monica Elisabeth Bøsei talte allerede på båden over til Utøya med gerningsmanden Anders Breivik, men fattede mistanke og forsøgte at slå alarm. Derfor blev hun skudt som en af de første.

Blomsterne ryddes

I dag er det to uger siden, Anders Breivik udførte terrorangrebene mod regeringsbygningen i Oslo og sommerlejren på Utøya, som i alt kostede 77 mennesker livet.

Natten til onsdag begyndte man at rydde pladsen foran Domkirken for det hav af blomster, som sørgende nordmænd har lagt som en sidste hilsen til ofrene for tragedien. Blomsterne bar også tydeligt præg af at have ligget der længe. De var visnet og blevet brune og havde ikke længere det skær af skønhed i det tragiske, som de havde i de første dage.

Men alle de kort, som lå ved blomsterne med hilsner og tanker, bliver gemt og opbevaret i byarkivet.

I området ved Utøya bliver det tørre blomsterhav imidlertid liggende indtil videre. Hole Kommune, hvor Utøya hører hjemme, oplyser, at de bliver liggende, i hvert fald indtil Monica Elisabeth Bøsei er begravet i dag, og sandsynligvis også til begyndelsen af næste uge.

Der afholdes en mindehøjtidelighed for Monica Elisabeth Bøsei i dag klokken 14.30 på Sundvollen Hotel. Det var dér, de overlevende og pårørende opholdt sig umiddelbart efter deres livs mareridt den 22. juli.

Norges statsminister Jens Stoltenberg skal overvære ceremonien i dag, som kan rumme 600 mennesker.

Der er planlagt begravelse af de sidste ofre i løbet af næste uge.

Facebook
Twitter