Mord i Malmø kobles til bedrageri

Det sidste halve år er otte mænd blevet dræbt i Malmø. Politiet har stået på bar bund, men lader nu til at stå over for et gennembrud.

Politiet i Malmø sætter ekstra bemanding ind for at få stoppet den voldsbølge, der har præget byen gennem det sidste halve år og taget livet af otte mænd.

Otte mænd er blevet dræbt i Malmø i løbet af de seneste halve år. Drabene har ført til den største efterforskning i Sverige i nyere tid, og flere end 200 politifolk er sat på sagen.

Indtil videre har svensk politi stået på næsten bar bund i eftersøgningen, men nu lader det endelig til, at der er sket et gennembrud på flere fronter.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT lader det til, at mindst fire af mordene kan kobles sammen med internetrelateret svindelforretning og økonomisk bedrageri.

Det oplyser anonyme kilder, som har indsigt i sagen og kontakt til svensk politi, over for TT.

Snyder sig til penge

Kilderne vil ikke udpege præcis, hvilke af mordene der kan kobles til bedrageri, men mener, at mindst fire af dem har tilknytning til bedrageriet. For eksempel skulle en af de drabte have skyldt en af branchens hovedmænd en stor sum penge.

Svindlernes arbejdsmetoder går ud på at snyde små virksomheder til at købe forskellige tjenester på internettet, som de ikke har bedt om. Et eksempel på en arbejdsmetode er ifølge TT's kilder, at de små virksomheder bliver snydt til at få en gratis hjemmeside og siden bliver opkrævet femcifrede beløb for obligatoriske annoncer.

Hvis virksomhederne efterfølgende ikke vil betale de høje regninger, bliver de truet med inkasso, fogeden og en retssag.

Et farligt liv

Sikkerhedschef for Svensk Handel, Per Geijer, som organiserer 13.000 virksomheder i Sverige, er ikke overrasket over, at drabene i Malmø kan have en sammenhæng til den internetrelaterede svindelforretning.

- Personerne bag disse forretninger lever et meget farligt liv. Så sent som i august sidste år, blev en mand myrdet med tilknytning til en toneangivende svindelforretning af konkurrenter i Thailand, siger han til skånskan.se

Han vurderer, at den svenske svindelforretning på nettet som minimum indbringer bagmændene 1,2 milliarder kroner om året.

Politiet vil ikke bekræfte

Svensk politis operative chef i Skåne, Börje Sjöholm, vil ikke kommentere TT's oplysninger.

- Vi vil ikke ind på, hvilke spor vi arbejder ud fra, siger han til TT.

Samtidig med, at flere af mordene ifølge TT kobles til hinanden, har politet fået flere mænd i deres søgelys.

I går blev en 23-årig mand anholdt for medvirken til drabet på den 31-årige bandeleder Alex Ghara Mohammidi, der blev skudt på en taxacentral 24. november.

Foruden den 23-årige er fire andre mænd mistænkt for at have medvirket til mordet, skriver expressen.se

Tre brødre mistænkt for mord

Det første af de otte mord fandt sted den 21. august sidste år, hvor en 19-årig mand blev skudt af maskerede mænd foran et spisested i Malmø. Også her har efterforskerne fåt hul på sagen.

Tre brødre er mistænkt for at stå bag drabet sammen med en 21-årig mand. Et nyt vidne, DNA og andre tekniske beviser knytter alle mændene til gerningsstedet.

Det seneste drab i Malmø skete den 31. januar, hvor en familiefar blev ramt af skud, da han sad i en parkeret bil. Politiet mener, at manden havde relationer til det kriminelle miljø i Malmø, men har ellers ikke kommet med oplysninger, der peger på, at drabet skulle have forbindelse til de andre drab eller internetreleteret svindel.

Facebook
Twitter