Mormor til Syrien-børn frygter tvangsfjernelse straks ved hjemkomsten

Børn fra fangelejre i Syrien kan blive taget fra deres mødre, når de lander i Danmark.

Børn holder poser med brød i fangelejren al-Hol i Syrien (arkivfoto). (Foto: ALI HASHISHO © Ritzau Scanpix)

- Vi taler om to små børn, hvor de stort set hele deres liv kun har haft deres mor. Det er deres mor, der har beskyttet dem i alt.

En mormor til to af de danske børn, som lige nu venter på at komme til Danmark fra fangelejre i Syrien, er forfærdet over en udtalelse fra socialminister Astrid Krag (S).

Ministeren har i Berlingske luftet muligheden for, at børnene fra lejrene i Syrien kan blive tvangsfjernet fra deres mødre, når de kommer til Danmark.

Eksperter advarer

Tre eksperter har tidligere advaret om, at det ene af mormorens to børnebørn - en femårig pige med posttraumatisk stresslidelse (PTSD) - kan blive yderligere traumatiseret, hvis hun bliver adskilt fra sin mor.

"Mormor", som DR Nyheder kalder kvinden, mener, at begge børn vil lide overlast ved en tvangsfjernelse. For det andet barn - en syvårig dreng - har også store psykiske problemer.

- Vi taler om to små børn med fysiske og psykiske sygdomme som ADHD, autisme, angst, traumer og vejrtrækningsproblemer, siger mormor i et interview med P1 Morgen.

- Sønnen lider yderligere af taleproblemer og har svært ved at formulere en hel sætning og sætte ord på hans følelser, hvor min datter er den eneste, der forstår ham.

Hvordan tror du, at børnene ville reagere, hvis de fik den besked, at de skulle sige farvel til deres mor?

- Det her handler om tillid, det handler om omsorg, og det handler om kærlighed. Vil man så som det første spæde til den konto, de har med sig, og vise mistillid og ubarmhjertighed, fratage dem deres eneste omsorgsperson, som de elsker og har tillid til? Er det vores første velkommen hjem og start på deres nye liv, spørger mormor retorisk.

'En god rollemodel'

Hun afviser, at datteren - en etnisk dansk kvinde, der rejste til terrorgruppen Islamisk Stat i Syrien som 24-årig - er radikaliseret eller nogensinde har været det.

Men er man en god rollemodel, når man er rejst ned til Islamisk Stat?

- Du kan tro, at min datter er en god rollemodel. Min datter har et kæmpestort hjerte, er et utroligt omsorgsfuldt og rent menneske. Hun har aldrig nogensinde haft ondt i sinde og har det stadigvæk ikke.

Socialminister Astrid Krag (S) har ikke ønsket at stille op til interview. Hun har i stedet sendt denne udtalelse:

- Vi er klar til at gribe børnene, når de ankommer til Danmark. Og også hvis mødrene varetægtsfængsles. Enhver beslutning vil blive truffet, ud fra hvad der er bedst for barnet. Hvis der er behov for at anbringe børnene, så kan dette ske med moderens samtykke - eller hvis hun ikke vil samtykke, vil formanden for børn og unge-udvalget kunne træffe en akutafgørelse om anbringelse. Der vil herefter skulle gennemføres en børnefaglig undersøgelse, som grundigt belyser barnets forhold for at tage stilling til, hvilken støtte og hjælp barnet har behov for - også på længere sigt.

Man kan høre hele interviewet med "mormor" i P1 Morgen klokken 7:05.

Identiteterne på samtlige familiemedlemmer, der omtales i artiklen, er redaktionen bekendt.