Morten Bødskov løfter sløret for fællesdonation til Ukraine: 'Nu tager vi våbendonationerne til et nyt og højere niveau'

Vi ser ind i flere år med krig og konflikt, lyder budskabet fra den danske forsvarsminister, der lover langsigtet støtte til Ukraine.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) og hans slovakiske kollega, Jaroslav Nad, under eftermiddagens pressemøde. (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

Slovakiet får 685 millioner kroner, som landet skal bruge på at producere våben til Ukraine - mere specifikt: 16 artillerisystemer af typen Zuzana-2.

Det står klart, efter den danske forsvarsminister, Morten Bødskov (S), for kort tid siden præsenterede en fællesdonation til Ukraine sammen med sin slovakiske modpart, Jaroslav Nad.

Sammen med Slovakiet, Norge og Tyskland har Danmark underskrevet en hensigtserklæring om, at landene yder det finansielle bidrag til den slovakiske våbenproduktion. Danmarks bidrag er på cirka 230 millioner kroner, oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Desuden har regeringen fået Folketingets opbakning til endnu en dansk donationspakke på 1,1 milliarder danske kroner, og dermed nærmer de danske donationer til Ukraine sig fire milliarder kroner, fortæller forsvarsministeren.

- Den ukrainske kamp for frihed, er vores kamp for frihed. De kæmper for vores fremtid - for Europas fremtid. Det er derfor, vi støtter dem med våben, træning af deres soldater og andre donationer, lød det fra Morten Bødskov.

- Vi er her, fordi vi nu tager våbendonationerne til et nyt og højere niveau. Vi skal ikke blot fortsætte med at støtte Ukraine, støtten skal være større - både nu og i fremtiden.

"Putin har fejlet", lyder budskabet fra den danske forsvarsminister:

Og med krigen i Ukraine er der tale om noget, som kommer til at strække sig et godt stykke ind i fremtiden, lyder budskabet fra den danske forsvarsminister.

- Lad os være realistiske, vi ser ind i flere år med konflikt og krig, sagde den danske forsvarsminister, som kalder donationerne et eksempel på den langsigtede støtte, som Ukraine har brug for.