Morten har arbejdet for sexisme-anklaget spilgigant: 'Folk har opført sig virkelig ringe, og der er ikke blevet gjort noget ved det'

Staten Californien har lagt sag an mod Activision Blizzard, der er anklaget for seksuel chikane og diskrimination.

(Foto: Morten Skovgaard © Morten Skovgaard)

Omfattende diskrimination og chikane af kvinder både seksuelt, i forhold til ligeløn og karrieremuligheder. En arbejdskultur, hvor ledere vender det blinde øje til klager eller endda direkte gengældelse mod kvinderne, der er kommet med klagerne.

Det er blot nogle af anklagerne mod en af verdens største og mest feterede spilfirmaer Activision Blizzard, der sidste år havde en omsætning på mere end otte milliarder dollars, svarende til 50 milliarder danske kroner, og har næsten 10.000 ansatte.

Activision Blizzard står bag spil som World of Warcraft, Call of Duty, Overwatch og Starcraft, som i mange gamingmiljøer har legendestatus.

Men nu er den amerikanske spiludvikler altså endt i orkanens øje, efter at staten Californien har lagt sag an mod dem for at have overtrådt statens lov om beskyttelse på arbejdspladser.

Og selvom anklagerne er voldsomme og sagen, der har været undervejs i to år, er meget omfattende, er danske Morten Skovgaard ikke overrasket.

Han har i flere år arbejdet som freelancefotograf for Activision Blizzard både i Europa og USA, ligesom han har udgivet et spilmagasin og på den måde besøgt virksomheden mange gange.

Morten Skovgaard er tidligere freelancefotograf for Activision Blizzard, ejer af en virksomhed, der blandt andet oversætter spil, og kommunikationschef for Copenhell. (© PRIVATFOTO)

Han har derfor både talt med den øverste ledelse og folk på gulvet, og han har stadig mange venner i Activision Blizzard.

- Jeg har hørt flere historier fra både første- og andenhånskilder om, at der er ting, som er helt gale - både i forhold til arbejdsmiljøet, men også i forhold til den her frat boy-kultur (drengerøvskultur, red.), der har været meget omsiggribende, siger Morten Skovgaard, der ejer virksomheden Character Localization, som oversætter spil, apps og andet teknologi.

- Det virker som om, at det er en bred kultur, der har været rådden. Folk har opført sig virkelig ringe, og der er ikke blevet gjort noget ved det.

Morten Skovgaard understreger dog, at han kender masser af ansatte i Activision Blizzard, som kæmper hårdt for, at arbejdspladsen bliver så god som mulig for alle.

- De fortjener virkelig stor respekt for at markere deres utilfredshed, som de har gjort de seneste dage.

I går valgte hundredvis af Activision Blizzard-ansatte at nedlægge arbejdet, og 2.000 medarbejdere har underskrevet en erklæring, som fordømte ledelsens håndtering af kulturen.

I et brev til spilfirmaets ansatte har Activision Blizzards øverste chef, Bobby Kotick, efterfølgende beklaget den indledende håndtering. Det skriver spilmediet Polygon.

- Det er afgørende, at vi anerkender alle perspektiver og oplevelser og respekterer følelserne hos dem, der er blevet dårligt behandlet. Jeg undskylder for, at vi ikke tilbød tilpas meget empati og forståelse, skriver Bobby Kotick blandt andet i brevet.

Vilde vesten

Udover at være en del af spilbranchen har Morten Skovgaard også brugt meget tid i musikbranchen, hvor han er kommunikationschef for festivalen Copenhell.

Ifølge ham når musikbranchen ikke spilbranchen til sokkeholderne, når det kommer til sex, stoffer og alkohol, der var en del af mange af de presseture, som han var på særligt i årene mellem 1998 og 2012.

Det var det vilde vesten, siger Morten Skovgaard.

- Spilfirmaerne har igennem årene gjort virkeligt meget for at imponere og behage journalisterne – og det har taget form af alt fra ture, hvor vi har fået lov til at affyre alverdens våben, til besøg på natklubber, hvor de har hyret Playboy-modeller til at hygge om os.

BlizzCon er en årlig kæmpemæssig messe afholdt af Activision Blizzard, som er besøgt af titusindvis af gæster. (Foto: Morten Skovgaard © Morten Skovgaard)

Har mistet respekten

Morten Skovgaard har blandt andet taget billeder på den kæmpestore messe BlizzCon, hvor Acitivision Blizzard viser nye spil frem, bliver hyldet af fans og holder alle mulige former for arrangementer.

Han tog blandt andet billeder på BlizzCon tilbage i 2013, der er blevet central i søgsmålet mod firmaet.

I anklageskriftet fremgår det ifølge flere amerikanske medier, at en navngiven medarbejder angiveligt kaldte sit hotelværelse for 'Bill Cosby-værelset' - opkaldt efter skuespilleren, der i 2018 blev dømt for voldtægt, men som for en måned siden blev løsladt grundet en procedurefejl.

Ifølge Morten Skovgaard var han selv til fest på et andet hotelværelse det år, men har ikke selv oplevet chikane eller grænseoverskridende adfærd - hverken der eller på sine andre besøg.

Han har dog længe hørt historier om, hvad der er foregået bag kulissen.

- At der er blevet dækket over deciderede overgreb. Altså at der er begået ting enten til private fester, firmafester eller på arbejdet, som helt åbenlyst ikke er okay, men som man dækker over fra ledelsens side. Enten fordi drengene beskyttede hinanden, eller fordi vedkommende har været så dygtig, at man ikke kunne undvære ham, fortæller Morten Skovgaard.

Activision Blizzard står blandt andet bag 'World of Warcraft', som for første gang udkom i 2004. Siden da er der kommet en stor håndfuld udgivelsespakker til spillet, der stadig har masser af online-spillere. (© Blizzard)

Problem i hele branchen

Acitivision Blizzard er dog langt fra det første spilfirma, som er anklaget for at kønsdiskriminere.

Sidste år var det blandt andet den franske spilgigant Ubisofts tur til at blive ramt af anklager om blandt andet sexchikane.

Det er dog langt fra kun på arbejdspladserne i spilindustrien, der er problemer med kønsdiskrimination, fortæller Eva Fog Noer, der er forkvinde for DigiPippi og ekspert i digital ligestilling.

- Alle, der har været inden for gamingbranchen eller har gamet længe, er klar over, at hvis du er kvinde, har en anden seksualitet end hetero eller er en minoritet, så er risikoen for, at nogle kom efter dig stor.

Spilindustrien er ifølge hende kort sagt mandsdomineret og har altid været det. En undersøgelse fra de IT-professionelles fagforbund, Prosa, fra sidste år, viste blandt andet, at der også i Danmark er udfordringer med alt fra chikane til højt arbejdspres.

Eva Fog Noer mener, at sagen mod Activision Blizzard kan ende med at få betydning for hele branchen.

- Det er første gang, at nogle udefra lægger sag an. Nu kan de (spilfirmaer, red.) ikke nøjes med det sædvanlige "ej, det er vi kede af". De bliver retsligt holdt op mod anklagerne.

Cosplay har altid været en stor del af spilbranchen og især messerne. Her klæder gæster sig ud som superhelte og karakterer fra spil. Spiludviklerne har dog også igennem mange år haft letpåklædte kvinder ansat til at tiltrække opmærksomhed på messerne. (Foto: Morten Skovgaard © Morten Skovgaard)

Halvnøgne kvinder som blikfang

Morten Skovgaard har været en del af spilbranchen siden midten af 1990'erne. Og sagen mod Acitivision Blizzard har fået ham til både at reflektere over, om han selv har oplevet den grænseoverskridende adfærd, men også branchen som helhed.

Han har selv gået rundt på BlizzCon og andre spilmesser, hvor producenter brugte letpåklædte kvinder som blikfang i flæng, og de blev brugt til at varte udviklere og andre op.

- Både verden og spilbranchen har heldigvis rykket sig temmelig meget de seneste tyve år - ikke mindst hvad angår kvinder og respekten for mennesker i det hele taget. Dengang tænkte man måske ikke så meget på de ting, som firmaerne heldigvis bliver holdt op på i dag. Men sådan en kulturændring tager rigtig lang tid, siger Morten Skovgaard.

Men alle har vel et ansvar for kulturen i branchen. Hvad tænker du om dit eget ansvar?

- Det er noget, jeg gennem årene er blevet stadigt mere bevidst om. Som freelancefotograf har jeg ikke været magtperson, men mere tilskuer, og det er i høj grad magtudnyttelse, der har fundet sted. Men jeg er jo selv arbejdsgiver, så sager som dem her giver altid lejlighed til at reflektere over mange af de ting, jeg har set på for eksempel messerne, siger han.

Helte der falder

Ifølge Morten Skovgaard rammer sagen Activision Blizzard ekstra hårdt, fordi de i mange år har været dygtige til at styre fortællingen om dem selv. Om at de tager sig godt af sine ansatte, og de har kørt på alle de gode værdier om diversitet, respekt og inklusion.

Det har været et sted, mange gerne ville arbejde.

- Det er virkelig ærgeligt, når man som mig har brugt deres produkter gennem mange år og har haft stor respekt for både udviklerne og ledelsen. Det er ikke sjovt at se det krakelere og se sine helte falde, siger han.

Det er ifølge Morten Skovgaard meget svært at sige, hvordan de mange gamere og fans af Activision Blizzard reagerer på sagen, da de er meget loyale.

Han håber dog, at det skaber en større bevidsthed i forhold til, hvordan vores underholdningsprodukter, både spil, film og musik, bliver produceret.

- Altså om hundredvis er gået ned med stress og er blevet behandlet unfair for, at produktet er blevet til noget. Det vil jeg helt sikkert tænke over, siger han.

Facebook
Twitter