Omkring 800 mennesker vil i år besøge Mount Everest.
Det er konsekvensen af, at regeringen i Nepal har udstedt et rekordhøjt antal ture for udenlandske klatrere, som vil bestige verdens højeste bjerg.
Med 371 tilladelser er tallet det højeste siden 1953, skriver Washington Post. Derudover skal man tælle flere hundrede bjergguider fra Nepal med, således at omkring 800 mennesker kan være at finde på bjerget i den kommende tid.
Derfor frygter myndighederne i Nepal, at forholdene på Mount Everest i løbet af maj vil udvikle sig til en slags ”trafikpropper”. I denne måned stilner vinden på bjerget af, hvilket giver flere mulighed for at prøve kræfter med bjergbestigningen.
Farligt med mange mennesker på kort tid
En af dem, der er bekymret for udsigten til de mange menneskers ankomst til bjerget, er Ang Tshering Sherpa. Han er formand for Nepals sammenslutning af bjergbestigere og siger til Washington Post, at det kan blive problematisk, hvis 800 mennesker vil begive sig op ad bjerget i løbet af den samme korte tidsperiode.
For blot få dage siden blev den berømte, schweiziske bjergbestiger Ueli Steck fundet død på Mount Everest. Han afprøvede en rute, som ingen før har prøvet, men kom ud for en dødelig ulykke undervejs.