Mudret valgresultat i Island kan give regeringsskifte

Regeringen mister flertallet, men Selvstændighedspartiet er stadig størst.

Bjarni Benediktsson ser ud til miste regeringsmagten i Island. (Foto: HALLDOR KOLBEINS © Scanpix)

Den islandske statsminister, Bjarni Benediktssons, står sammen med resten af sit parti, det konservative Selvstændighedspartiet, til at miste magten efter lørdagens parlamentsvalg.

Partiet er stadig Islands største med 25 procent af stemmerne, selvom det gik tilbage fra 21 til 16 mandater.

Men en centrumvenstre-koalition bestående af Det Grønne Venstreparti, Socialdemokraterne, Fremskridtspartiet og Piratpartiet har nu flertallet med den smallest mulige margin, 32 af de 63 pladser i parlamentet, skriver nyhedsstationen RÚV.

Præsident Gudni Johannesson har dog endnu ikke udpeget den partileder, der skal stå i spidsen for regeringsforhandlingerne.

Hurtig til at udråbe valgsejr

Natten til søndag var Benediktsson ellers hurtig til at udråbe en valgsejr.

- Det er et spørgsmål om at fortsætte med de samme gode værdier, og vi fik opbakning igen, mine kære venner. Vi vinder valget, sagde statsministeren, selvom det altså viser sig, at partiet endte med at gå fem mandater tilbage.

Hjortur Smarason, statskundskabsuddannet islænding, konstaterer overfor DR Nyheder, at Selvstændighedspartiet er gået alvorligt tilbage.

- Historisk har Selvstændighedspartiet haft omkring 40 procent. Så selvom de stadig er det største parti med 25 procent, så er det en stærk tilbagegang. Der er mange, der stemmer på dem på grund af loyalitet.

Positiv udvikling i økonomien

Men det er stadig lykkedes Selvstændighedspartiet at appellere til en stor del af islændingene på grund af en positiv udvikling i økonomien.

- Efter mange hårde år efter krakket er det begyndt at gå rigtigt godt med økonomien, og det har Selvstændighedspartiet satset på i sin kampagne. 'Hvis I vil fortsætte med det her, så skal I stemme på os,' var beskeden fra dem.

Det Grønne Venstreparti var på forhånd spået til mellem 20 og 25 procent, men Katrin Jakobsdottirs parti endte som det næststørste parti med knap 17 procent af stemmerne.

Derudover har det nystiftede centrumparti, Centerpartiet, fået 11 procent af stemmerne, hvilket kan veksles til syv pladser i Altinget, der er navnet på det islandske parlament.

- Stemmerne har spredt sig over syv andre partier, og et af de to nye partier, der er kommet ind, har haft en leder som aftenen inden valget havde en meget følelsesladet tale i fjernsynet, hvor hun talte om den fattigdom, der stadig er i Island. Det har åbenbart rørt hjertet hos mange, så hun pludselig fik dobbelt så mange stemmer som forventet i meningsmålingerne, lyder Smarasons forklaring på det lidt skuffende valg for oppositionens leder.

Skal indgå kompromisser

Hvis Katrin Jakobsdottir skal overtage magten, skal hun i hvert fald være parat til at indgå nogle kompromisser.

Det Grønne Venstreparti skal indgå i et samarbejde, hvor der også skal tages hensyn til tre andre partiers interesser, nemlig Socialdemokratiet, Fremskridtspartiet og Piratpartiet, hvis det skal lykkes hende at danne regering.

Valget i Island blev udskrevet, fordi partiet Lys Fremtid ikke længere ville bakke Bjarni Benediktsson op, da man mente, at statsministeren burde have informeret regeringspartnerne om, at hans far havde forsøgt at hjælpe en pædofilidømt mand at få renset sit navn. Lys Fremtid endte med miste sine fire mandater og kommer ikke i parlamentet.

Det er det tredje valg i løbet af fire år på lavaøen.

Facebook
Twitter