Mugabes gamle parti vinder parlamentsvalget i Zimbabwe

Resultatet for præsidentvalget er endnu ikke blevet offentliggjort.

Zanu-PF's nuværende leder hedder Emmerson Mnangagwa. Det er endnu uvist, om han også har vundet præsidentposten. (Foto: SIPHIWE SIBEKO © Scanpix)

Zimbabwes nuværende regeringsparti, Zanu-PF, har fået flertal i landets parlamentet efter mandagens valg i det sydafrikanske land.

Det oplyser den zimbabwiske valgkommission her til morgen.

Zanu-PF, som Robert Mugabe stod i spidsen for i 37 år, har vundet 109 pladser ud af parlamentets i alt 210 pladser, mens oppositionspartiet Bevægelse for Demokratiske Forandringer (MDC) står til at få 41.

58 sæder mangler endnu at blive annonceret.

Udover parlamentsvalget skulle de godt 5,7 millioner vælgere også stemme om, hvem der skal være deres næste præsident.

Det er endnu uklart, hvem der har vundet det valg.

Bendixen: Stor folkelig forankring

Men ifølge DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, viser resultatet fra parlamentsvalget, at Zanu-PF tilsyneladende stadig har en meget stor forankring i befolkningen.

- At Zanu-PF har vundet parlamentet er ikke ensbetydende med, at de også vinder præsidentvalget. Men det peger den vej, siger han og understreger, at det vigtigste valg helt klart er valget til præsidentposten.

- Men Zimbabwes næste leder vil få en noget nemmere gang på jord, hvis han også har flertal i parlamentet. Lige nu venter alle i spænding for at se, om Zanu-PF også vinder præsidentposten, forklarer han.

Emmerson Mnangagwas største konkurrent er oppositionslederen, den 40-årige præst og advokat Nelson Chamisa fra partiet MDC.

Hans parti erklærede sig allerede i går som vinder af valget i Zimbabwe. Samtidig beskyldte det regeringen for at forsøge at svindle med resultatet.

- Vi har ikke set håndfast dokumentation for direkte svindel, men der er ingen tvivl om at det vil blive gransket meget nøje. Under Mugabe svindlede regeringen massivt, og mange frygter, det vil gentage sig, siger han.

Det er uvist, hvornår resultatet fra præsidentvalget vil blive offentliggjort. Det skal dog senest offentliggøres lørdag.

Hvis ingen af kandidaterne får mere end 50 procent af stemmerne, skal de to kandidater med flest stemmer ud i en anden valgrunde den 8. september.

Udover parlaments- og præsidentvalget skulle de lokale også vælge flere end 9.000 medlemmer til deres lokale råd.