Mulig sabotage af telemaster skaber uro i Sverige

Svenske myndigheder indkalder til krisemøde efter mistanke om sabotage mod tre telemaster.

Sådan så toppen af den over 300 meter høje Häglaredsmasten ved Borås ud forleden. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Mystiske sager om mulig sabotage af flere telemaster vækker bekymring i Sverige.

I går aftes kom det frem, at en telemast var knækket og hang ud over rækværket på et 42 meter højt vandtårn i den svenske kommune Falköping.

Der er mistanke om sabotage mod Telia-masten, blandt andet fordi vandtårnet har en alarm, som ikke er udløst. Episoden er meldt til politiet, skriver SVT.

Det er tredje gang på en måned, at telemaster i Sverige er ødelagt, og det har fået de svenske myndigheder til at indkalde til krisemøder.

Et af møderne foregår her til formiddag, hvor det svenske politi, sikkerhedspolitiet, Säpo, og de svenske beredskabsmyndigheder orienterer kommunerne i Västra Götaland om situationen.

– Hændelserne har skabt uro og spekulation om, hvad der sker, og om hændelserne hænger sammen, siger Patrik Jansson, der står for beredskabet i Västra Götaland, til SVT.

Knækkede 100 meter over jorden

Første historie om ødelagte master kom frem i søndags, hvor radio- og tv-masten Häglaredsmasten knækkede og efterlod mange uden radio- og tv-signal i området omkring Borås øst for Göteborg.

Og for to dage siden kom det også frem, at en tredje mast ved Tranemo givetvis har været udsat for sabotage tidligere på måneden, hvor et af mastens kabler er blevet klippet over.

Et af de store selskaber, Teracom, har efterfølgende skærpet sikkerheden ved firmaets store master rundt om i hele Sverige, mens politiet har bekræftet, at de efterforsker de to første sager som mulig sabotage.

De svenske beredskabsmyndigheder følger sagerne om de ødelagte master og understreger, at de anser det som separate episoder.

I går var der også problemer med flytrafikken i store dele af Sverige på grund af en datakommuniaktionsfejl.

Beredskabsmyndighederne oplyser, at luftfartsmyndighederne nu undersøger årsagerne til problemerne.