Multimillionær og mangeårig minister: Nu skal Jonas Gahr Støre stå i spidsen for Norge

Dr.dk har kigget nærmere på manden, der skal samle en ny norsk regering.

(Foto: Javad M. Parsa © Javad M. Parsa / NTB)

Sidste år fik Jonas Gahr Støre en måling, som ville have givet Arbejderpartiet det dårligste resultat i 99 år.

Kun 22,7 procent ville stemme på de norske socialdemokrater med Støre i spidsen, lød en måling fra den norske avis VG.

Der var hård kritik af Jonas Gahr Støre og krav om en ny mand ved roret. Ikke mindst fordi han som kandidat i 2017 havde tabt valget til blå blok og fået den største tilbagegang af alle partier.

Derfor var denne gang sidste chance for Jonas Gahr Støre, lød det i flere norske medier.

- Alle ved det. Hvis ikke han bliver statsminister i år, så bliver han det aldrig, kunne man læse i Aftenposten.

  • Jonas Gahr Støre i 1997, hvor han arbejdede for den daværende socialdemokratiske regering. (Foto: NTB scanpix / Hansen)
  • Jonas Gahr Støre besøger i 1997 soldater i Bosnien i rollen som topembedsmand for Norges daværende statsminister, Thorbjørn Jagland. (Foto: NTB scanpix / Hansen)
  • Fra 2005-2012 besatte Jonas Gahr Støre posten som udenrigsminister under den daværende norske statsminister, Jens Stoltenberg. Her hilser han på sit danske modstykke, Per Stig Møller, mens den konstituerede direktør for Grønlands Hjemmestyres Udenrigsdirektorat, Inuuteq Holm Olsen, ser til. (Foto: KHAN TARIQ MIKKEL)
  • Udenrigsminister Jonas Gahr Støre mødes med sin amerikanske kollega, Hillary Clinton i New York i 2010. (Foto: Stan HONDA)
  • Møde i Oslo 2012. Jonas Gahr Støre som udenrigsminister sammen med nobelprisvinderen Aung San Suu Kyi fra Myanmar. (Foto: Markus Schreiber)
  • 2014. Støre jubler over, at han er blevet valgt som formand for Arbejderpartiet. (Foto: LISE ASERUD)
  • Helle Thorning-Schmidt, Stefan Löfven og Jonas Gahr Støre til arbejderkongres i Oslo. - Jeg har altid været vældig optaget af den nordiske dimension. Vi kan gøre mere ud af den, lød det i 2016 fra Støre til Netavisen Pio. (Foto: Åserud)
  • Støre på hjemmebane. Støre holder tale under 1. maj-arrangement på Youngstorget i Oslo, hvor Arbejderpartiet har hovedkvarter. (Foto: Bendiksby)
  • Jonas Gahr Støre spiller fodbold med det norske arbejderpartis ungdomsforening. (Foto: Bøe)
  • Jonas Gahr Støre på Utøya i sommeren 2021 for at markere 10-året for terrorangrebet, der ramte det norske arbejderpartis ungdom. (Foto: Ole Berg-Rusten © Ole Berg-Rusten / NTB)
1 / 10

I aftes erobrede han så regeringsmagten med et solidt flertal i den røde blok og bliver efter alt at dømme den næste norske statsminister.

- Vælgerne har vist os tillid. Vi skal forandre Norge - og verden, lød det fra Jonas Gahr Støre.

Og selvom Arbejderpartiet igen gik tilbage og mistede et mandat, så ødelagde det ikke sejrsglæden.

- Ved dette valg havde Arbejderpartiet ét mål, som var vigtigere end noget andet: En ny regering, som bygger på fællesskab og retfærdighed, så det igen bliver almindelige menneskers tur i dette land, lød det fra Støre i sin sejrstale.

Men der er hverken meget arbejder eller noget særligt almindeligt over den 61-årige multimillionær, som er født ind i en rig familie og har arbejdet i toppen af norsk politik i årtier.

Rigmandssøn uddannet i Paris

Jonas Gahr Støre er vokset op i Oslo, som søn af en skibsmægler og med en bedstefar, der havde sikret familiens økonomi som ejer af ovnproducenten, Jøtul.

- Jeg kommer fra en privilegeret baggrund, født til økonomisk sikkerhed, har Støre tidligere sagt til Aftenposten og tilføjede, at han aldrig har oplevet bekymringer om ikke at kunne betale regningerne.

Som ung uddannede Jonas Gahr Støre sig til flådeofficer i Bergen og rejste i 1981 til Paris, hvor han studerede i fem år ved Institut d'Études Politiques.

Som nyuddannet statskundskaber fik han i 1986 en forskningsstilling ved Harvard Law School i USA, og tre år senere blev han hyret ind som specialrådgiver for Arbejderpartiets statsminister, Gro Harlem Brundtland.

Siden har fulgt en række topjobs og ministerposter.

Multimillionær og minister

Ifølge det norske finansmedie Kapital er Jonas Gahr Støre god for mere end hundrede millioner norske kroner.

Senest i juni skrev mediet, at han havde arvet et tocifret millionbeløb fra sin mor, der døde i januar.

Se her Jonas Gahr Støres reaktion på aftenens valgresultat:

To gange har Jonas Gahr Støre fremlagt en oversigt over sin formue. Senest i 2019 viste en oversigt, at han havde en nettoformue på 68 millioner norske kroner.

Støres enorme rigdom har været et tema i begge valgkampe, og så sent som i foråret bragte den norske avis VG en historie om, at vælgerne ikke kunne identificere sig med millionæren.

En lokal partisekretær havde ringet usikre vælgere op, men fik oftest svaret:

- Jonas er ikke en af os, og han er for holdningsløs.

Arbejderpartiet har affejet det som spin fra højrefløjen, og Jonas Gahr Støre har gennem lang tid påpeget netop ulighed som et af de største samfundsproblemer.

- Hvis uligheden bliver for stor, dræner det samfundet for energi og skaber konflikter. Hvis uligheden er lille, kan vi værdsætte mangfoldigheden, sagde han til Netavisen Pio i 2016.

Største udfordring hidtil

NRK's politiske kommentator, Lars Nehru Sand, har skrevet, at opfattelsen af Støre har udviklet sig til et problem.

- Imaget som ikke særligt folkelig, rig, ikke en af os, vaklende og svævende er blevet en hæmsko.

Jonas Gahr Støre har et langt politisk cv, som tæller posten som udenrigsminister tilbage i 2007. Her ses han sammen med Danmarks daværende udenrigsminister Per Stig Møller (tv.) og Sveriges Carl Bildt (tv.) (Foto: Susana Vera)

Men den politiske kommentator påpeger samtidig, at Støre formåede at vende skuden under dette års valgkamp. Han har beskrevet ham som offensiv, tryg og afslappet i debatterne.

På trods af et langt CV og indgående kendskab til det politiske maskineri, så står Jonas Gahr Støre overfor sin karierres nok største udfordring, når han skal stå i spidsen for en ny regering.

- Jonas Gahr Støre skal være norsk politiks store kaospilot, der skal kunne navigere et krævende mandsskab, når stormen er værst, skriver Lars Nehru Sand.

Facebook
Twitter