Muslimer boykotter danske varer

Forbrugere i flere lande i Mellemøsten boykotter nu i stor stil danske varer, især mejeriprodukter, på grund af den opblussede Muhammed-debat. Og det kan blive en langvarig boykot, for det er nu forbrugerne selv, der styrer boykotten.

Nye demonstrationer mod Muhammed-tegningerne i Pakistan. (Foto: ARSHAD ARBAB © Scanpix)

Forbrugere i flere lande i Mellemøsten boykotter nu i stor stil danske varer på grund af den opblussede Muhammed-debat.

Og det kan blive en langvarig boykot, for det er nu forbrugerne selv, der siger nej til varer "made in Denmark".

Nej til dansk ost og smør

Muslimerne i Mellemøsten var ellers begyndt at handle dansk igen ovenpå Muhammedkrisen for to år siden. Men da 18 danske aviser i februar valgte at trykke nogle af tegningerne igen, så blussede konflikten op. Først demonstrationer - og nu fravælger muslimerne også danske varer, oplyser Udenrigsministeriet.

- For fødevarer er der en markant nedgang i salget, især af mejeriprodukter. Det gælder for Saudi-Arabien, Yemen, Kuwait, Egypten, Jordan og enkelte andre lande, siger Svend Roed Nielsen, chef for Handelspolitisk afdeling i Danmarks Eksportråd.

Eksportrådet kan ikke sætte tal på, hvor stor nedgangen er. Der er ikke kun boykot af ost og smør - det rammer også medicin på apoteket, hvor forbrugerne kan købe lignende produkter fra andre lande.

Langvarig boykot

Ifølge indberetningerne til Eksportrådet er der tale om en boykot, som helt overvejende er styret af forbrugerne selv - og ikke efter pres fra regeringer eller religiøse ledere. Og det kan få inflydelse på boykottens længde

- Der er nogle af forhandlere, der siger, at det denne gang bliver vanskeligere at få salget i gang og de danske varer hurtigt op på hylderne, Svend Roed Nielsen.

Facebook
Twitter