Muslimsk fredsring om norsk synagoge går verden rundt

Over hele verden vækker det opmærksomhed, at en gruppe unge muslimer planlægger at danne en fredsring om synagogen i Oslo lørdag.

Unge muslimer vil danne en stor "Fredsring" rundt om synagogen i Oslo for at vise, man tager afstand fra antisemitisme. (Foto: Hakon Mosvold Larsen © Scanpix)

Efter terrorangrebet i København i weekenden tog en 17-årig muslimsk pige fra Norge initiativet til at danne et menneskeligt skjold af muslimer rundt om synagogen i Oslo på lørdag.

Det er blevet en stor succes, og Facebook-begivenheden har nu over 1.700 deltagere. De støtter alle op om "Fredsringens" budskab om, at "Islam er til for at beskytte vores brødre og søstre, uafhængigt af, hvilken religion de tilhører."

Det har nu vakt opmærksomhed i hele verden, skriver norske Nettavisen.

- Norske muslimer melder sig frivilligt til at beskytte synagoge, skriver The Times of Israel eksempelvis, mens medier som Huffington Post, The Daily star, The West Australian og The Washington Post også skriver om "Fredsringen".

Gået over al forventning

Initiativtageren, Hajrah Arshad, er selv målløs over opbakningen og er glad for, at så mange bakker op om hendes budskab.

- Det er gået over alt forventning, siger hun til Nettavisen og forklarer sine tanker bag idéen:

- Vi var kede af fordommene mod jøder, og fordi vi er muslimer, ved vi, hvordan det er at blive udsat for sådan noget. Derfor er det her vores måde at gå forrest og vise, hvad vi mener, islam går ud på.

Tæt samarbejde med den jødiske menighed

På Facebook-siden vælter det ind med takkehilsner fra hele verden, der hylder budskabet og Norge.

Hajrah Arshad og de andre arrangører har arbejdet tæt sammen med den jødiske menighed for at gøre det til et godt arrangement.

Det finder sted 18.30 lige efter den jødiske gudstjeneste og skal fungere som en Havdalah-ceremoni, der markerer overgangen fra sabbat til hverdag, skriver norske VL.no.