Tema Flygtede rohingyaer

Myanmars leder om Rohingya-krise: Vi fordømmer alle brud på menneskerettigheder

Myanmars leder, Aung San Suu Kyi, taler for første gang om urolighederne i landet i dag.

Den tidligere vinder af Nobels fredspris, Aung San Suu Kyi, siger, at hun ikke frygter internationale undersøgelser i forbindelse med rohingya-krisen.

- Vi er opsat på at genoprette fred, stabilitet og retssikkerhed i hele landet.

Sådan lyder det fra Myanmars leder, Aung San Suu Kyi, i hendes første tale til folket, efter urolighederne i landet, der har drevet omkring 400.000 rohingya-muslimer på flugt til Bangladesh.

- Vi er bekymret over at høre om antallet af muslimer, der flygter til Bangladesh, siger Aung San Suu Kyi i talen ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

- Vi fordømmer alle brud på menneskerettigheder og vold, siger hun i den tv-transmitterede tale fra Myanmars hovedstad Naypyidaw.

Den tidligere vinder af Nobels fredspris er sammen med militæret blevet stærkt kritiseret for situationen i landet, som FN kalder etnisk udrensning. En anklage som Aung San Suu Kyi ikke svarede på under talen.

Shim_Explainer_myanmar2

- Ikke bekymret for undersøgelse

Flere menneskerettighedsorganisationer anklager militæret i Myanmar for at skyde på civile på flugt og for at afbrænde hele landsbyer i staten Rakhine i den nordlige del af landet, hvor størstedelen af de mange rohingy-muslimer er flygtet fra.

Myanmars rohingyaer

Rohingyaerne levede først og fremmest i Myanmars Rakhine-stat, som grænser op til Bangladesh.

Rohingyaerne er muslimer, mens størstedelen af befolkningen i Myanmar er buddhister.

Myanmar anser de omkring 1,3 millioner rohingyaere, der var i landet, for at være illegale indvandrere fra Bangladesh, selv om de har levet i landet i mange generationer.

De kunne ikke få statsborgerskab, blev udsat for tvangsarbejde, havde ikke ret til at eje land og havde begrænsede rettigheder på flere andre områder.

Kilde: Ritzau

Militæret selv siger, at man er ved at udføre en sikkerhedsoperation, efter at militante rohingyaer angreb en politistation den 25. august. Angrebet resulterede i 12 døde fra Myanmars sikkerhedsstyrker.

På trods af international kritik frygter Aung San Suu Kyi ikke internationale undersøgelser i forbindelse med krisen.

Ifølge 72-årige Aung San Suu Kyi er Myanmar opsat på at finde ud af, hvad der ligger til grund for den massive flygtningestrøm.

- Vi vil gerne tale med dem, der er flygtet, men også dem der er blevet, siger hun ifølge Reuters.

De mange rohingya-flygtninge lever under kummerlige forhold i flygtningelejre i Bangladesh, hvor flygtningepresset har fået myndighederne til at indskrænke bevægelsesfriheden for flygtninge i landet.

Det betyder, at de mange flygtninge kun må opholde sig i de lejre, som de er blevet henvist til. De må ikke opholde sig hos familiemedlemmer eller bekendte i Bangladesh, og udlejere må ikke leje boliger ud til dem. Størstedelen af flygtningene er kvinder og børn.