Myndigheder advarer om nye angreb i Sri Lanka

De srilankanske myndigheder frygter angreb fra mænd forklædt som soldater.

Der er skruet op for sikkerheden i Sri Lanka efter flere terrorangreb. (Foto: Jewel SAMAD © Scanpix)

De srilankanske sikkerhedsmyndigheder advarer om, at islamiske militante kan have planer om et nært forestående angreb på øen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der henviser til et brev sendt fra landets sikkerhedsmyndigheder til de srilankanske politikere.

- Der kan komme en ny bølge af angreb, hedder det.

- Den relevante information noterer ydermere, at personer forklædt i militæruniformer og som gør brug af en varevogn, kan være involveret i angrebene, står der ifølge Reuters i brevet.

Advarslen kommer efter, at Sri Lanka Påskesøndag, blev ramt af otte eksplosioner, der kostede over 250 mennesker livet.

Forsøger at stramme sikkerheden

For kort tid siden rapporterede nyhedsbureauet AP, at Sri Lankas øverste politichef, Pujith Jayasundara, er blevet sendt på tvungen orlov og erstattet af sin næstkommanderende.

Derudover har præsident Sirisena i dag indført maskeringsforbud i landet for at undgå beklædning, der "hindrer identifikation" for at styrke den nationale sikkerhed, beretter BBC.

Samtidig har landets premierminister, Ranil Wickremesinghe, bedt justitsministeren om at udarbejde et burkaforbud.

Omkring 10.000 soldater er sendt på gaden rundt omkring på øen, hvor sikkerhedsstyrker stadig jagter mistænkte bag de blodige angreb.

Politiet udtalte fredag, at man forventede at anholde 140 personer, der havde relation til Islamisk Stat.

Sri Lanka er fortsat i højt beredskab. Der er indført checkpoints flere steder og indtil i går var der udgangsforbud i hovedstaden, Colombo. (Foto: DINUKA LIYANAWATTE © Scanpix)

Så sent som natten til lørdag blev den østlige del af landet ramt af tre selvmordsbomber, der kostede 15 personer livet, da srilankanske sikkerhedsstyrker stormede flere huse i byen Kulmanai i søgen på krigere fra IS.

I kølvandet på lørdagens dødsfald vurderede den danske ambassadør i Indien og Sri Lanka, Peter Taksøe-Jensen, at sikkerhedssituationen i Sri Lanka stadig er uden for regeringens kontrol, og at der er risiko for nye terrorangreb.

I går var søndagsmesserne i det terrorramte lands katolske kirker aflyst af frygt for nye angreb.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter