Myndigheder i Ukraine: Op mod 40 mennesker dræbt i mordbrand

Adskillige mennesker har mistet livet under en voldsom brand i en bygning i den ukrainske sortehavsby Odessa.

Demonstranter smider petroleumsbomber ind i en bygning. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Op mod 40 pro-russere er omkommet under en brand i en bygning i den ukrainske by Odessa. Myndighederne betragter branden som en "mordbrand".

Ifølge en erklæring, som ukrainsk politi har udsendt, døde flere mennesker, da de sprang ud ad vinduerne fra den brændende bygning, der angiveligt skulle være en fagforeningsbygning.

I erklæringen fra det ukrainske indenrigsministerium skriver myndighederne, at 30 mennesker blev kvalt af røgen, mens otte døde, da de forsøgte at flygte fra flammerne gennem vinduerne. Ministeriet har dog siden opgjort tallet af dræbte til 31. Dpa skriver op mod 40 mennesker er døde.

Korrespondent: En ny rekord i had

DR's korrespondent i Ukraine Matilde Kimer betegner det, der sker i Odessa, som en katastrofe.

- Der har været mange fredelige demonstrationer, hvor der er blevet angrebet og slået ihjel. Men det vi så i Odessa i dag var, at der blev sat ild i en bygning, der var fyldt med pro-russsere, siger hun og tilføjer om begivenheder:

- Det er en kæmpe milepæl på størrelse med dagen i Kiev. I dag har man sat en ny skrækkelig rekord i had og kløftgraveri mellem folk. Jeg vil ikke selv sige ordet borgerkrig, men det er der rigtig mange andre der gør, siger Matilde Kimer.

DR-korrespondenten befinder sig lige nu i sikkerhed i Donetsk.

Bomber og brosten

Tidligere fredag angreb hundredvis af prorussiske militante iført hjelme og knipler en proukrainsk demonstration, hvor omkring 1500 mennesker deltog. Der blev angiveligt kastet med petroleumsbomber og brosten fra begge sider.

Under disse sammenstød meldes mindst fire mennesker dræbt og adskillige skulle være blevet såret.

Urolighederne spredte sig efterfølgende til andre dele af byen, og fredag aften meddelte det lokale politi, at der var sat ild til bygningen i centrum af byen.

Første gang Odessa mister liv

Volden er den værste i sortehavsbyen Odessa, siden den tidligere ukrainske præsident Viktor Janukovitj blev afsat.

De to parter er tidligere tørnet sammen i området, men det er første gang, at sammenstødene koster menneskeliv.

- Det var tydeligt, at den prorussiske side var meget veludstyret og velorganiseret, og at aktionen har været planlagt i lang tid, siger Dmytro Spivak, et lokalt byrådsmedlem, om de første sammenstød.

- Men jeg vil sige én ting til Vladimir Putin: Du kan godt glemme Odessa.

/ritzau/Reuters/DR Nyheder

Facebook
Twitter