Myndighederne presser hviderussiske demonstranter: Jelenas søn røg på børnehjem

Det hviderussiske styre ser ud til at have taget et nyt pressionsmiddel i brug over for landets aktivister.

- Nu har I krænket det allerhelligste.

- For at ramme os, hvor det gør ondt.

- Og tage det mest dyrebare. Vores børn.

- Hvor stor en sadist skal man være for at finde på det?

Sådan lyder nogle af udsagnene fra en række mødre i videoen 'opråb fra storfamiliemødre'.

De er blandt nogle blandt flere hundrede hviderussiske forældre, som de seneste uger er blevet advaret om, at de risikerer at miste forældremyndigheden over deres børn.

Siden de folkelige protester tog fart i august, er over 12.000 hviderussere blevet anholdt. Undervejs har massevis af aktivister fået politiets knipler, næver og peberspray at føle, men alligevel er over 100.000 hviderussere gang på gang troppet op til demonstrationer.

Nu ser det hviderussiske styre ud til at have fundet et nyt pressionsmiddel: De truer med at tage forældremyndigheden fra dem, der demonstrerer.

Sønnen røg på børnehjem

En af dem, der har mærket den hårde kurs, er den enlige mor Jelena Lazartjik. Da hun forleden blev anholdt, kom hendes seksårige søn, Artjom, midlertidigt på børnehjem.

Jelena Lazartjik er pedel og fortæller, at hun har deltaget i alle demonstrationer og kvindemarcher efter valget i august.

Det har blandt andet resulteret i nogle bøder, og derfor tog hun forrige torsdag til en borgerretsorganisation for at få hjælp med bøderne.

- Da jeg så var på vej hjem, kom en bil op på siden af mig, fortæller hun.

- Ud steg tre personer i civil og med masker på.

Hun blev tilbageholdt indtil sent på aftenen. Det betød, at da Artjom fik fri torsdag eftermiddag, var der ikke nogen, der kom og hentede ham.

Ifølge Jelena Lazartjik fik hun ikke lov til at ringe til familiemedlemmer for at få hentet sin søn.

Da ingen hentede den seksårige dreng, fulgte skolen ham over på et børnehjem.

Bliver udstillet som alkoholiker

- De bad mig om at komme med en masse papirer for at få mit eget barn tilbage, siger Jelena om den efterfølgende proces.

- Et kontoudtog, en anbefaling fra mit arbejde, en anbefaling fra den lokale betjent, som jeg aldrig har set før.

Hele fredagen gik med at få styr på papirarbejdet, men lørdag formiddag var hendes situation blevet kendt, og en større folkemængde troppede op ved børnehjemmet for at støtte den enlige mor.

- Jeg fik kun mit barn tilbage, fordi der kom mange journalister og mennesker, siger hun.

Det var dog ikke enden på sagen for Jelena Lazartjik.

På hviderussisk stats-tv er der nemlig en anden version af sagen. Her lyder det, at hun er alkoholiker og glemte at hente sit barn. I indslaget siger en myndighedsperson, at Jelena siden 2012 har haft diagnosen alkoholiker, og at der kommer til at blive gennemført en social udredning.

Dernæst siger journalisten, som står for indslaget:

- Faderen og moderen er politiske aktivister. Men hvad er vigtigst for dem? Retten til at demonstrere eller den pligt, ordentlige forældre har, til at opfostre deres børn?

- Jeg havde lyst til at smadre fjernsynet, siger Jelena Lazartjik, der frygter, at den sociale udredning ikke kommer til at ende godt.

- Jeg er ikke bange for at være anholdt i dagevis og at få knippelslag. Det har vi prøvet flere gange. Men det her er jeg bange for, siger aktivisten.

Hun har dog ikke tænkt sig at lægge sig ned.

- Enten ødelægger vi systemet, eller også ødelægger systemet os. Det er enten eller, lyder det fra aktivisten. Hun siger, at hun vil af med styret, så hun ikke skal være bange resten af sit liv.

- Hvis jeg siger noget forkert, tager de mit barn og udstiller mig som alkoholiker. De sætter mig i fængsel, anholder mig, slår mig, eller hvad de nu kan finde på. Derfor er man nødt til at kæmpe. Der er ingen anden udvej, siger hun.

Beskyldt for omsorgssvigt

Og Jelena Lazartjik er ikke alene. Også Jevgenija Tjemkina, der arbejder som pr-chef, oplever, at hendes børn bliver brugt imod hende. Efter to anholdelser har myndighederne nemlig indledt en sag mod hende om muligt omsorgssvigt.

Hendes søns børnehave har fået et brev om, at de skal gå i gang med en social udredning i henhold til dekretet om beskyttelse af børn i mindrebemidlede familier.

- Ifølge det her dokument er jeg en forbryder, fortæller PR-chefen.

I fredags fik hun besøg af en sagsbehandler, der skulle inspicere familiens hjem.

- Jeg var ikke bange, men vred, og jeg forstod, at de begyndte at bruge det middel for at true de kvinder, som deltager i fredelige demonstrationer, siger hun.

Jevgenija og hendes mand bor i et stort hus, og børnene mangler ingenting:

- Sådan er virkeligheden i dag. Der er ingen retssikkerhed, siger Jevgenija Tjemkina, som slap med en advarsel efter besøget fra sagsbehandleren.

Trods forskrækkelsen tager hun fortsat med til den faste lørdagsmarch, hvor tusindvis af Minsks kvinder går på gaden. Hun tænker til gengæld meget over, hvordan hun kan undgå at blive anholdt.

Jevgenija Tjemkina og Jelena Lazartjik kender ikke hinanden, men falder i snak ved den plads, hvor demonstrationen skal begynde. (© DR Nyheder)

Kun efter demonstrationens start ankommer minibusser med maskerede betjente, og anholdelserne begynder.

Jevgenija Tjemkina søger tilflugt på en café og kommer senere hjem og kan putte sin søn.

Mindre heldig er Jelena Lazartjik. Hendes mor, der passer Artjom, forsøger i løbet af dagen forgæves at få fat på hende.

Om aftenen dukker hendes navn op på listen over de 200 kvinder, der blev anholdt ved dagens kvindemarch.

Du kan se meget mere til situationen i Hviderusland i ugens udgave af Horisont på DRTV.

Facebook
Twitter