Nåle i jordbær: Kvinde i Australien risikerer 15 års fængsel for sabotage

Australske jordbæravlere melder om store tab som følge af bevidst sabotage.

En kvinde er sigtet i sagen om bevidst sabotage af australske jordbær. (Foto: SUPPLIED © Scanpix)

En frugtskandale har rystet de australske jordbæravlere i de seneste måneder. Her har der nemlig været over 170 sager, hvor der er fundet metalgenstande som nåle i australske jordbær.

Nu mener myndighederne, at de har fanget en af de ansvarlige. Myndighederne anholdt i går en 50-årig kvinde, der har været ansat som supervisor på et landbrug, der blandt andet leverer jordbær.

Ifølge anklagerne var der tale om bevidst sabotage, og kvindens DNA er fundet på jordbær efter "en stor og hidtil uset politiundersøgelse".

- Hun har påbegyndt en kurs med at putte metalobjekter i frugt hen over flere måneder, lyder det fra retsembedsmanden Christine Roney ifølge BBC.

Motivet menes at være hævn eller trods, oplyser Christine Roney.

Hvor mange af tilfældene med inficerede jordbær, kvinden menes at stå bag, er endnu uvist.

Politiet beretter i dag, at deres undersøgelser er "langt fra ovre".

Den 50-årige kvinde er tiltalt for i alt syv lovovertrædelser. Strafferammen for at forurene madvarer er for nyligt blevet hævet til 15 års fængsel som et resultat af frugtskandalen.

Ifølge BBC er det endnu uklart, om kvinden vil erklære sin uskyld.

Har kostet arbejdspladser

Billeder af jordbær med nåle i har fået ben at gå på i nyhedsudsendelser og på sociale medier i Australien i de senere måneder.

Efter at en mand måtte indlægges efter at have spist inficerede jordbær, måtte australske bønder destruere tonsvis af bær, mens supermarkeder tømte hylderne.

- Jeg måtte fyre 100 medarbejdere, lyder det fra direktøren i landbrugsfirmaet Suncoast Harvest, Di West, beretter australske ABC News.

Hun siger, at hendes firma alene har måttet sige farvel til frugt til over fire millioner kroner.

Flere landbrug har installeret metaldetektorer for at komme sabotagen til livs, men har stadig oplevet store tab, mens prisen på de australske jordbær er styrtdykket.

Jordbærskandalen har medført tomme hylder i mange australske supermarkeder. (Foto: handout © Scanpix)

Ifølge Di West har hun også oplevet problemer med at få solgt sin frugt i udlandet.

- Vi fik det røntgen-fotograferet og det hele for at vise, at der ikke var noget galt, men måden det har eskaleret på, er det nærmest som en atombombe, der er sprunget, siger hun til ABC News.

Ifølge direktøren har andre folk hoppet med på vognen med at inficere frugter, hvilket har forværret problemerne.

Myndighederne i delstaterne Western Australia og Queensland har udlovet dusører på knap 470.000 kroner for tip, der kan hjælpe med at finde de skyldige.

Den australske premierminister, Scott Morrison, har ligeledes bebudet at slå hårdt ned på de skyldige.

- Det er ikke sjovt at sætte hårdtarbejdende australieres levebrød på spil, lyder budskabet fra premierministeren ifølge BBC.

Facebook
Twitter