Næste del af brexit-dramaet er begyndt: 'Nu bliver det først rigtig besværligt'

Dagens udmelding fra Boris Johnson er ikke, hvad EU havde håbet på, forklarer DR's EU-korrespondent.

EU og Storbritannien skal fremover acceptere hinandens regler, lød det i dag fra den britiske premierminister, Boris Johnson. (Foto: pool © Scanpix)

Selvom brexit blev en realitet natten til lørdag, betyder det ingenlunde, at sagaen er slut.

Tværtimod peger flere iagttagere på, at det først er nu, at det store slag begynder. Og en af de første kampe er netop begyndt med denne kommentar:

- Vi er tilhængere af frihandel, men vi er ikke naive.

Sådan lød det nemlig, da EU’s chefforhandler for brexit-forhandlingerne, Michel Barnier, i formiddags holdt pressemøde.

Det kom i anledning af, at EU løftede sløret for sit udkast til en handelsaftale mellem Storbritannien og EU.

Indtil videre er det nemlig kun den såkaldte skilsmisseaftale, som de to parter er blevet enige om. Nu skal London og Bruxelles så til at finde ud af, hvordan forholdet fremover skal være.

I dag slog Barnier blandt andet fast, at en fiskeriaftale skal være en del af den kommende frihandelsaftale - en udmelding, der kan have stor betydning for de danske fiskere, der får en stor del af deres fangster fra britisk farvand.

Og det løfte vil uden tvivl have sænket skuldrene på flere fiskere i Danmark, vurderer DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg.

- Fiskeri betyder langt mere økonomisk herhjemme, end det gør for EU's eller Storbritanniens økonomi. Og derfor kunne fiskere - helt forståeligt - være nervøse for, om de ville blive glemt i de forhandlinger, der nu vil følge. Men nu har Michel Barnier bevist, at han ikke har glemt sit løfte overfor fiskeriet, siger han.

EU er parat til at tilbyde en meget ambitiøs handelsaftale uden tariffer og kvoter på varer, lød det i dag fra EU's brexitforhandler, Michel Barnier. (Foto: Kenzo Tribouillard © Scanpix)

Johnson: Storbritannien bestemmer over britisk hav

Mindre end en time efter Michel Barnier gik på talerstolen i Bruxelles, indtog den britiske premierminister, Boris Johnson, talerstolen i det sydøstlige London.

Her præsenterede han sin side af sagen. Man skulle ikke forvente, at briterne gik tilbage til 1800-tallets lave standarder for arbejdere, blot fordi man forlod EU, slog han fast.

Tværtimod vil briterne på flere områder gå efter højere standarder end EU, sagde han.

Den britiske premierminister slog fast, at han ønsker en frihandelsaftale, som den Canada har, hvor landet har en vis grad frihed, men samtidig slipper for told på de fleste varer.

- Der ikke er nogen grund til, at en frihandelsaftale mellem Storbritannien og EU skal indebære, at briterne skal acceptere EU-regler på konkurrenceområdet, for subsidier, socialbeskyttelse, miljø eller andet - mere end at EU skal være forpligtet til at acceptere briternes regler, lød det fra premierministeren.

Også Boris Johnson kommenterede på fiskeriet. Her sagde han, at selvom han ønsker en aftale, så skal en sådan respektere, at Storbritannien bestemmer over britisk hav.

Ifølge Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har 'menneskeheden har brug for, at Storbritannien fører an og bliver ledende i frihandel'. Det sagde han tidligere i dag, efter briterne officielt forlod EU natten til lørdag. (Foto: Jason Alden © Scanpix)

Masser af papirarbejde i vente

Ifølge Ole Ryborg havde EU håbet, at Storbritannien og ikke mindst Boris Johnson havde udvist større ambitioner om en tættere relation for fremtiden, fordi en almindelig frihandelsaftale dermed ville ligge lige for.

Men med dagens retorik fra den britiske premierminister tyder det på, at der venter betydelige forandringer for dansk og europæisk erhvervsliv, når de parter skal handle med briterne, vurderer Ole Ryborg.

- Der bliver langt mere bureaukrati i hverdagen eksempelvis for fødevarer, medicin og lignende. Her kan man ikke bare selv udfylde toldpapirer. Man skal i stedet vente på godkendelse fra myndighederne for at sikre, at kvaliteten lever op til kravene.

Ifølge Michael Barnier betyder valget, som briterne har taget, at europæisk erhvervsliv skal vænne sig til, at der fra næste år kommer en masse papirarbejde, når man skal handle med Storbritannien.

Sammenbrud kan føre til store toldsatser

Skilsmisseaftalen tog omkring tre år at få på plads. I udgangspunktet har EU og briterne kun 11 måneder til at lande en handelsaftale.

Det er muligt at forlænge forhandlingsperioden, men det har Johnson udelukket.

Skulle det ikke lykkes at lande en aftale, vil briterne skulle handle med EU efter de såkaldte WTO-regler, og det vil minde om udfaldet af et såkaldt no-deal brexit, påpeger The Guardian.

Det indebærer blandt andet, at britiske varer bliver pålagt betydelige toldsatser, når de skal sælges i et EU-land.

Michel Barnier pointerede, at EU ønsker et nyt og konstruktivt forhold, men slog samtidig fast, at briterne ikke skal forvente at kunne nyde godt af rettigheder og økonomiske fordele, som EU-medlemskab giver.

- Det bliver ikke business as usual, lød det fra EU's brexitforhandler.