Næste kapitel i Venezuelas magtkamp venter i dag - imens sulter befolkningen

Oppositionsleder Juan Guaidó vil udfordre Nicolas Maduro i en direkte duel i Caracas' gader - imens bliver det sværere og sværere for almindelige venezuelanere at overleve.

Værelset er lille og rødt. Det er helt tomt - bortset fra en seng og et snurrende tv-apparat.

Midt i rummet sidder 13-årige Frangeli. Hun ligner det barn, hun er. Men på armen vugger hun sin datter, Samantha, der er kommet til verden for fem dage siden. Naturligvis på et af de offentlige hospitaler i Caracas, som jeg har besøgt på en af mine tidligere rejser til Venezuela.

Intet fungerer – alt er slidt ned til betonsoklen, og selv de meste basale hjælpemidler mangler. Men alt det virker næsten ligegyldigt nu ved siden af den udsigtsløse ensomhed, jeg føler i rummet her.

Faren til Samantha er et af de andre børn i kvarteret. Det virker næsten absurd at skrive den sætning, men det går op for mig, som jeg sidder over for Frangeli, at hun jo bare er netop det - et barn. Og hun fortæller mig, at faren ikke er meget ældre.

Han er for længst stukket af, så nu sidder Frangeli her med Samantha.

Der er nærmest ingen mad i hjemmet. Frangelis mor prøver at tage sig af sin datter og nyfødte barnebarn, men det betyder, at hun arbejder fra tidlig morgen til sen aften. Og selvom hun knokler, kan en mindsteløn i Venezuela stort set ikke holde sulten fra døren.

Hun tjener 18.000 bolivarer om måneden – det svarer til cirka 35 danske kroner. En kylling koster 10.000 bolivarer i supermarkedet. Så det er ikke så underligt, at familien her sulter – over en halv månedsløn for at købe en enkelt kylling. Andet kød er endnu dyrere.

13-årige Frangeli med sin nyfødte datter. (© DR Nyheder)

Frangeli forsøger at sende mig et modigt smil, men øjnene er slukkede. Hun tror ikke på projektet. Hverken projekt Samantha. Eller projektet Venezuela.

I fjernsynet kan hun se gadekampe på grænsen mellem Colombia og Venezuela, hvor oppositionen forsøger at få amerikansk nødhjælp ind over grænsen, men som Maduros soldater nægter adgang med henvisning til, at nødhjælpen er et af Washingtons forsøg på at kuppe Nicolas Maduro.

- Jeg er ligeglad, hvor maden kommer fra. Vores familie har bare brug for hjælp, siger Frangeli.

Når middelklassen sulter

Jeg har mødt fattigere folk end Frangeli og hendes lille familie på mine ture rundt i Latinamerika.

Jeg har været i utallige slumbyer i blandt andet Brasilien, Peru og Argentina. Men aldrig før har jeg set det, jeg ser her. En familie, i det man her vel betegner som lavere middelklasse, der sulter. Altså har dage, hvor de slet ikke får mad. Og de dage, hvor der er lidt mad, er det langt fra den ernæring, en 13-årig skal have. Og da endnu en mindre en 13-årig, som skal amme en baby.

Det er den slags virkeligheder, man møder overalt i Venezuela nu. Og derfor vi i dag endnu en gang vil se tusindvis af almindelige venezuelanere gå på gaden og kræve præsident Nicolas Maduros afgang.

Oppositionsleder Juan Guaidó under markering af Kvindernes Internationale Kampdag i går i Caracas. (Foto: FEDERICO PARRA © Scanpix)

Oppositionslederen Juan Guaidó erklærede sig 23. januar for landets midlertidige præsident, og siden da har landet befundet sig i en historisk magtkamp mellem Guaidó og Maduro.

Og det er reelt en magtkamp, for vi vil utvivlsomt også se store moddemonstrationer i dag med støtte til Nicolas Maduro.

Evigt troskab til kommandanten

Der er nemlig stadig millioner af venezuelanere, der støtter Maduro og hans socialistiske projekt.

De sværger stadig evigt troskab til ”El Comandante” – Maduros forgænger, Hugo Chavez, der kom til magten i 1999.

For første gang i historien var der nogen, der tog fat på at hjælpe landets fattigste. Der kom sociale hjælpeprogrammer. Der kom asfalt på vejene i slumbyerne. Der skød skoler og lægehuse op i de samme områder. Men jo længere frem vi kom mod Hugo Chavez' død i 2013, stod det klart, at nationaløkonomien ikke hang sammen.

  • Præsident Nicolas Maduro ved et billede af præsident Hugo Chavez under hans begravelse i marts 2013. (Foto: handout © Scanpix)
  • Daværende præsident Hugo Chavez og daværende vicepræsident Nicolas Maduro i december 2012. (Foto: handout © Scanpix)
1 / 2

Da Nicolas Maduro overtog magten, var økonomien reelt på vej ud over afgrunden – og siden er det kun blevet værre. De folk, der stadig støtter Maduro – chavisterne – mener, det især er USA og de økonomiske sanktioners skyld.

Andre mener nok, at det også kan skyldes en alt for ensidig satsning på, at Venezuelas enorme oliereserve kunne klare alle landets problemer.

Og spørger man de folk, der i dag går med i Juan Guaidós demonstrationer, så skyldes Venezuelas problemer i dag først og fremmest et diktatorisk regime, som kun har haft sig selv i tankerne og er slået ind på den vej, som kendes alt for godt i Latinamerika: Korruptionens vej, hvor man først og fremmest sørger for at malke statsapparatet ned i egne lommer.

De åbne spørgsmål

Uanset hvem der har ret, vil de to grupper tørne sammen i gaderne i dag, ikke mindst i hovedstaden, Caracas.

Det er langt fra første gang, det sker, men der vil være ekstra god grund til at holde øje med begivenhederne i dag, fordi det er første slag, efter at Guaidó er vendt tilbage til Venezuela.

Han valgte at trodse det udrejseforbud, Maduro-styret har udstedt over ham, mens ”hans sag efterforskes”. Den 22. februar rejste han ind i Colombia i forbindelse med sin egen ”vi henter selv nødhjælpen ind i Venezuela”-kampagne.

Striden om nødhjælp udløste sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker ved grænsen mellem Venezuela og Colombia i slutningen af februar. Her kaster en demonstrant sten mod politet på Simon Bolivar-broen, som forbinder den colombianske by Cucuta med den venezuelanske bye San Antonio del Tachira. (Foto: FEDERICO PARRA © Scanpix)

Det lykkedes ikke – eller i hvert fald kun i meget begrænset omfang - men Juan Guaidó brugte herefter en uges tid på at rejse rundt til diverse statsledere i regionen.

Med andre ord prøvede han også her at optræde som landets midlertidige præsident. Og derefter vendte han i fuld offentlighed og foran verdenspressen tilbage til Venezuela i mandags.

Mange havde forventet eller frygtet, at Guaidó ville blive anholdt på stedet, men det skete ikke. Spekulationerne løb hurtigt i Venezuela. Er Nicolas Maduro bange for USA's trusler om alvorlige konsekvenser ved en anholdelse af Guaidó? Eller er han måske i en eller anden grad klar til forhandlinger?

Det er stadig åbne spørgsmål. Måske får vi nogle af svarene i gaderne i Caracas og resten af landet i dag.

Facebook
Twitter